Aarhus Teaters opsætning af Brødrene Løvehjerte skåner desværre publikum for de følelser, der gør mest ondt. Alligevel er opsætningen et betagende flot stykke børneteater

Dysterhed udebliver

Astrid Lindgren var aldrig bange for at skrive den slags bøger, der gjorde ondt langt ind i hjertet. Derfor så man også frem til, at eventyret om de to brødre Carl og Jonatan Løvehjerte, der begge dør og kommer til det fantastiske sted Nangijala, ville slå en klo så dybt i en, at man for alvor ville få lov til at føle det mørke og den dysterhed, der gennemsyrer Astrid Lindgrens oprindelige eventyr.

Man forventede børneteater, der ville fortælle om død og sorg, ganske vist i børnehøjde, men alligevel så det kunne mærkes sådan rigtigt, indeni.

Når både skuespillet og scenografien ellers er af rigtig høj kvalitet, er det synd, at det sørgelige og uhyggelige kun serveres i små ufarlige børneportioner. Det føles jo ellers sundt og godt at græde, når nogen dør.

Humor tager brod af uhygge

Da den døende ti-årige Carl, også kaldet Tvebak, mister storebroren Jonatan i en tragisk ildebrand, er det ikke engang rigtigt trist. Heller ikke for Carl, fornemmer man. Og selv i stykkets flotte slutscene, da Jonatan bliver lam, og han og Carl beslutter sammen at springe ind i døden for at komme til Nangilima, føler man sig mærkeligt uberørt.

Måske fordi det uhyggelige hele tiden pakkes ind i humor, så ungerne skal kunne tåle mosten. Og selv da stykkets ærkeskurk, Tengil, træder frem på scenen for første gang, genlyder en kollektiv klukken flere steder i salen. For selvom den mørke fyrste står der i sin krigsuniform og horn i panden, fremstår han mere komisk end farlig.

Overdådig scenografi og lyd

De følelser, som de ellers dygtige skuespillere lægger låg på for ikke at skabe alt for meget røre i børnepublikummets følelsesregister, har til gengæld fået frit løb, hvad angår scenografi og lyd. Det buldrer og brager bogstaveligt talt på lydsiden, når brødrene bevæger sig ind på det fjendtlige territorium. Desuden overrumples man af, hvordan scenograf Camilla Bjørnvad har formået at bringe brødrenes nye hjem, den blomstrende Kirsebærdal i Nangijala, til live lige for øjnene af en: Store overdådige kirsebærblomster slynger sig på grene i loftet, og rosenblade drysser sagte ned fra loftet.

Mere end blot en kulisse

Netop som man tror, øjnene aldrig får set sig mætte, bliver man i stykkets anden del overrasket - igen. Her kæmper Carl og Jonatan i stykkets slutning mod Tengils soldater og den frygtindgydende drage, Katla, alt imens de klatrer faretruende rundt på tårnhøje roterende klippevægge.

Dette er ikke blot en kulisse, næ nej, man tror fuldt ud på, at det er ægte bjerge, de klamrer sig til. Og dragen! Katla lever og pruster for øjnene af én. Hende glemmer man aldrig: rødglødende øjne, røg ud af næseborene og sylespidse kløer så lange som underarme. Flere børn sad fascineret med åben mund og troede næppe deres egne øjne.

Så selvom man kunne ønske sig, at skuespillerne havde rusket mere op i ens følelser, er det bestemt en seværdig en teateroplevelse.

"Brødrene Løvehjerte" spiller på Aarhus Teater, Store Scene fra 25. november til 31. december 2011

Foto: Rasmus Baaner