Ishøj Dyrepark

  • 1 - 10 år

Ishøj dyrepark ligger ved landsbyen Tranegilde. Her finder man rådyr, får, dværggeder, wallisergeder, mufloner og skotsk højlandskvæg. Dyreparkens græsarealer indgår som sletter og lysninger i skovområdet. Der er gode stiforbindelser og en vejadgang fra Brentevej med parkeringsplads over for toiletbygningen. Toiletterne er åbne fra 1. april til 31. oktober.

En tur ud i Ishøjs grønne natur går naturligt gennem Ishøj Dyrepark ved Tranegilde. Der finder man får, wallisergeder, muffloner og skotsk højlandskvæg.

Parkområdet har engang hørt ind under de kongelige vildtbaner. I udkanten af dyreparken mod vest står en vildtbanesten, et fredet nationalt mindesmærke, som blev sat af Christian VII i 1775 til markering af kongens eneret på jagten. En skov, der skærmer mod motorvejen, og beplantningerne langs med stierne, lader naturens farvespil udfolde sig på alle årstider og er en pragtfuld ramme om dyrene, som trives i store indhegninger. En rigtig lille oase.

Dyreparken fungerede i mange år som rekreativt område – ikke for mennesker men for dyr fra Københavns Zoo. Når dyrene blev for stressede af forholdene i Zoo, sendte man dem på rekreation i dyreparken.

Ved indgangen til dyreparken står en flot, rød kinesisk-inspireret portal, som har en helt særlig historie. Den blev fremstillet til en verdensudstilling i København i 1888 og placeret ved Tivolis indgang, hvor den stod i mange år. Da den blev udskiftet i 30’erne, kom den til Jægerkroen ved Ishøj Strand.

I 1935, da den nye landevej mellem København og Køge kom til at gå bag om krobygningen, blev portalen opstillet som blikfang ved vejen. Kroen brændte i 1975, og Ishøj Kommune overtog portalen. Nu er den restaureret og sat ud i det grønne på stolper af pommersk fyr. Et stykke historisk design.

0 bidrag fra Børn i byens brugere

Ingen bidrag endnu
Der er ingen bidrag, skriv den første nu!
Har du kommentarer eller tips til dette sted, som kan hjælpe andre børnefamilier?
Bliv medlem eller log ind for at bidrage
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben