For cirka et år siden af maja puch nielsen

(Set på FESTIVAL2009 Teater for børn og Unge, d. 19.-26. april i Ballerup)

Teaterværkstedet Madam Bach: ”En Mærkelig Have”, alder: 3-6 år
Vi er i musiklokalet på Rosenlundskolen, Skovlunde, denne søndag eftermiddag, hvor forestillingen bl.a. spillede på FESTIVAL2009. Børn har sat sig godt til rette på gulvet lige foran scenen med deres forældre, andre barnlige sjæle og branchefolk sidder bag dem på stole og skolepulte. Hvad er det i grunden de to skuespillere og resten af holdet bag ”En Mærkelige Have” har gjort ved klasselokalet?

Nøjj, hvor I dog roder dejligt!
Det ”roder” godt i den del af rummet, man – med en ”usynlig streg” – har adskilt fra publikum og ladet udgøre scenen.
Mens vi stadig sidder og venter på at stykket skal begynde, kan vores øjne ”sultent” vandre frem foran os, i, hvad der synes at være, evigheder – fra detalje til detalje på scenen. Måske lidt mere ”stjålent” (af henholdsvis voksen høflighed og barnlig forsigtighed?) ser vi også ser de to spillere an – en mand og en dame, der begge kigger meget smilende og ikke mindst forventningsfulde tilbage på os...DE VIL VISE OS NOGET!

En mærkelig have og andre fjolle-historier
Der er pyntet op til fest i haven, som bebos af fugle og træer. Alle kan de vidst en historie eller to, om de mærkværdige ting, de har set ske omkring dem i haven. Kvinden – som har lært dem alle at kende – fortæller: ”Der var engang en mand, som havde en mærkelig have. I den var verdens mindste græsplæne – den havde kun ét græsstrå!”
På skift forestillingen igennem fortæller de to spillere os dejligt fjollede og utrolige historier – med iver og en sådan indlevelse, at de havde mig fuldt fanget fra starten…

Ordene hopper og danser!...Det er sød musik i mine øre
Jeg kunne ikke se børnene, men dog høre dem. Stilhed! Mit gæt er, at børnene sad med ”åben mund og polypper” (som min kære pædagog-mor altid har kaldt det) – opslugte som jeg. Gennemgående hørte man dog herlige kluk fra særligt én ”grinebider”. En lille ængstelig størrelse græd et par gange, hvilket syntes at være resultat af små forskrækkelser over spillernes udfarende kropssprog og stemmeføring: Teksternes gennemarbejdelse var nemlig ikke til at tage fejl af. Spillerne ”smagte” nærmest på ordene, og bragte historiernes indhold til live ved brug af mimik og – særligt spændende, syntes jeg – ved at understrege musikalitet i ordlyden. På samme vis med vores bevægelser – de afgiver også lyd – musik!

Musikundervisning i børnehaven!
Det ekstra-fine ved denne småbørns-forestilling, synes jeg, er, at den sætter
velkendte begreber inde for børnepædagogik og børneteater – historiefortælling og sproglighed – i en original kontekst af musik: Jeg var særligt vild med ideen om megafoner, der kunne optage lyd og dermed lave ”lyd-collager”!
Dog: lidt for mange historier og nogle for komplicerede for aldersgruppen, fornemmede jeg. Lidt færre kunne have gjort det…perfekt!