Tamme tigre findes ikke
I en ramme af makaber død og med en teatertitel, der vidner om, at det må ende galt, sidder vi tryllebundet på bænkerækkerne, mens antallet af tigre bliver flere og flere i denne fantastisk morsomme cirkuskomedie.

Kyllingelår og cirkusben

For 128 år siden bliver en pige født i Kentucky. Efter at hun mister begge sine forældre, bliver hun installeret på et loftsværelse hos sin tante; gemt borte i det fjerne ganske som Askepot. Da et cirkus for en kort bemærkning danner base i horisonten, føler hun sig som kaldet og på magisk vis baner en vej sig for hende hele vejen til cirkusgulvets savsmuld. Det bliver starten på en transformation: Fra at være kaldet ’kyllingelår’ af sin meget strenge tante, får hun nu øje på sine vaskeægte cirkusben, og der bliver klatret på rebstiger op i cirkushierarkiet indtil tigertrænerstjernen Mable Stark er født. Vi tages med i forvandlingen som cirkussets publikum, der jubler, klapper og hviner i takt med, at numrene bliver vildere og vildere.

LÆS OGSÅ: Guide: Efterårets teaterforestillinger for børn

Gys og grin

Med uhygge, blod, knogler, gys og spænding spiller stykket sig meget passende ind i efterårets mørke og tiden her omkring Halloween. Historien er god og spændende, og der blev både hørt forskrækkelsens skrig og mange grin undervejs, mens dialogen med de rappe replikker fra de to velspillende skuespillerinder førte os gennem fortællingen.

Tamme tigre findes ikke

Mere end bare teater

Efter forestillingen lavede vi vores egen cirkustiger i ”Kunstnerisk laboratorium”; et kreativt værksted i det tilstødende cafeområde, som alle U- teaterforestillinger slutter af med en invitation til. Med tigeren på skødet herhjemme har vi efterfølgende læst om virkelighedens Mable Stark, som ganske rigtigt blev født for 128 år siden og skrev cirkushistorie ved at være verdens første kvindelige tigertræner. Det er en historie, der har gjort indtryk på min 9-årige datter og Tamme tigre findes ikke er helt sikkert en teateroplevelse, som vi ikke kommer til at glemme lige med det samme og blandt andet derfor får den vores varmeste anbefalinger med på vejen.

Fem ud af fem stjerner: 
Tamme tigre findes ikke
Snoreloftet, Folketeatret
Spilleperiode: 25. okt. - 12. nov. 2017
Aldersgruppe: 7-11 år
Varighed: 55 minutter

Fotos: Claus Stener

Tamme tigre findes ikke

TIP: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram