Ze
En gribende fortælling om hjertets smerte, når verden bryder sammen. Og om rejsen ind mod kærligheden.

 Børn i byen har set Teatret Zeppelins forestilling Drengen der fik en hunds hjerte.

En lyshåret dreng har mistet sin mor og sin søster, og faren opfordrer ham til at fortsætte, som om ingenting var hændt. Den strategi virker ikke for drengen, som i sin ensomhed er optaget af død, vrede og smerte. Omgivet af en død sommerfugl og en bunke døde fugle søger han tilflugt i fantasien og tager på sin egen rejse for at finde sin søster.



En historie om at genfinde sit hjerte

Zeppelin

I et isnende univers møder drengen en højpandet dame, som jager modige hjerter og forsøger at lokke drengens hjerte fra ham med ordene: ”tænk hvad man kan slippe for, hvis man undgår sit eget hjerte”. Hun stjæler derfor hans hjerte og giver ham en hunds hjerte i stedet for.



Nu i skikkelse af dreng med mindre følsomt hundehjerte, rejser han videre gennem det iskolde vinterlandskab for at finde søsteren. Og selvom han følges med både en skytsengel og en hund med et firbens hjerte, så truer hele situationen med at tage livet af ham, indtil ”der kun er tilbage at græde og sove, indtil der sker noget overraskende.” Troen vender tilbage og han beslutter sig for at genfinde sit hjerte.

Det er smuk og en vigtig forestilling, som modigt taler direkte ind i sorgen og håbløsheden. Hvilken overlevelsesstrategi skal man vælge, når sorgen bliver ubærlig? Kan det betale sig at lukke sit hjerte? Og hvilket liv får man, hvis man lukker sit hjerte eller bærer en hunds? I en tid, hvor børn oplever skilsmisser og familier i opbrud, er det naturlige spørgsmål at stille og forsøge at besvare.

LÆS OGSÅ: Guide: Forårets teaterforestillinger

Poetisk uhygge

Scenografi og kostumer bærer præg af stor kreativitet og fantasi. Selvom der er uhygge i universet, er forestillingen både meget poetisk og magisk med plads til både sommerfuglens barnestemme, musik, snevejr og en yndig hund. Sammen med den isnende kulde af uhygge, er der en hård dialog, som er præget af smerte og som også kan skræmme de yngste blandt publikum. ”Man må aldrig rejse alene i snevejr”

. Stykket emmer af ensomhed og selvom Teatret Zeppelin har skabt en vigtig og smuk forestilling i børnehøjde, kan den i perioder føles lidt langtrukken og karaktererne lidt forvirrende.

DrengHistorien om "Drengen der fik en hunds hjerte" er baseret på Louis Jensen bog med samme titel. Og ligesom bogen kræver det af sin læser, kræver forestillingen af publikum, at man overgiver sig til eventyrets univers og slipper logikken.

4 ud af 5 stjerner



Drengen der fik en hunds hjerte
Teatret Zeppelin

27. januar - 23. marts 2018

Aldersgruppe: Fra minimum 7 år
Varighed: 70 min.

Skole- og familieforestilling

Fotos: Andreas Bjerre Siegrist (Redigering: Mikal Bing)