Regnen øser ned og strandturene er aflyst. Men sommerferien behøver ikke at gå i vasken af den grund. Læs med her – Børn i byen har fundet en hel byge af sjove aktiviteter til regnvejrsdagene.

Krea-tid

Krea-tid

I sommerferien inviterer flere museer indenfor til krea-hygge. Besøg f.eks. Louisianas Børnehus, hvor der frem til den 6. august er masser af aktiviteter for ungerne. Her kan de bl.a. male, lave lerskulpturer og collager med udgangspunkt i Marina Abramović og Tal R. Åbent alle dage kl. 11-17, undtagen mandag. Også i Børnenes Værksted på SMK kan ungerne slippe fantasien løs i sommerferien. Her er der hver uge et nyt tema, som f.eks. "Lav en kunstbog" eller "Portrætter", som danner ramme om de kreative projekter i værkstedet. Åbent hver dag kl. 11.30-16.30, undtagen mandag. I kan selvfølgelig også kaste jer ud i DIY og kreative projekter derhjemme, som f.eks. at male sten eller lave smukke sommersmykker. LÆS: Krea-sjov med børnene i sommerferien.

Brug biblioteket

Byens mange gode børnebiblioteker er guld værd, fordi de gemmer på et hav af gratis tilbud. Smut forbi og lån bøger eller bliv hængende på en regnvejrsdag og benyt jer af de gode tilbud. Få overblik over tilbuddene her: Fede tilbud på biblioteket og find vej til nogle af de allerbedste børnebibilioteker her: De 5 fede børnebiblioteker

Mumitrolde
Gå på museum

Hvis junior er vild med kunst og kultur, bør I udnytte regnvejret til en tur på museum. Henover sommeren kan I f.eks. opleve:
Mumitrolde på Gl. Strand
Sarah Sze på Copenhagen Contemporary
Tal R på Louisiana
Storm P. Museet: Flemming Quist Møller
Arken: GYS! Er den levende?
Cisternerne: Sambuichi - The Water

Bio-hygge

Biografen er altid et hit, især på de grå og regnfulde dage. Fra den 29. juni kan I f.eks. se Grusomme mig 3 og fra den 27. juli Bigfoot Junior. Hver dag kl. 10 kan I også se børnevenlige film i MinimaxX på Fisketorvet. I juli måned spiller filmen Albert og i august F for Får Filmen. Hold også øje med Børnebiffen i Cinemateket.

Historiske vingesus

Christiansborg slot

Gå på opdagelse i fortiden, og oplev alt fra gamle vragskatte til kongelige pragtsale i jeres sommerferie. Christianborg Slot inviterer f.eks. til Prinsesse for en dag og mobilskattejagt på slottet, hvor I har mulighed for at se Dronningens strålende pragtsale og deltage i mobilskattejagten og hjælpe med at stoppe den drilske mestertyv, der vil stjæle slottets skatte. Alle dage kl. 9-17. I kan også tage til Sommer på Glyptoteket, hvor der er mulighed for at opleve særudstillingen ”Krig og storm. Vragskatte fra Sicilien”. Husk der hver søndag også er omvisninger for børn. På Kronborg Slot kan I rejse tilbage til Shakespeares tid, når Hamlet Live spiller i de historiske omgivelser. Kan opleves hver dag frem til den 31. august. Tjek også Sommer på Frederiksborg og Sommerferie på Esrum Kloster, hvis ungerne er vilde med historie.

Indendørs leg

Hvis ungerne trænger til at røre sig og brænde krudt af, findes der heldigvis en del indendørs legepladser og legelande, hvor man kan boltre sig i tovbaner, på sørøverskibe og meget mere – få overblikket her: De 5 indendørs legepladser. I kan selvfølgelig også altid finde badetøjet frem og smutte en tur i svømmehalen. Tjek De 5 bedste svømmeture.

Til de små nørder

Er junior vild med rummet og naturvidenskab? Så skal I måske en tur på Experimentarium, hvor videnskaben og de gode oplevelser syder og bobler hver dag. Prøv f.eks. Sansetunnellen, verdens første, interaktive bevægelsesbiograf eller overvær fascinerende forsøg. På Planetariet kan hele familien opleve naturen og rummet gennem IMAX og 3D film, og se stjernehimlen på et 1.000 m2 stort kuppellærred!

ExperimentariumVarm kakao og pandekager

Regnvejr er lig med varm kakao, pandekager og indendørs hygge. Så hvorfor ikke tage en tur på café med børnene og smovse jer i lækre pandekager og skylle dem ned med varm chokolade? Tjek vores guide: Byens 10 lækreste pandekager. Er du på udkig efter en ekstra børnevenlig café, så tjek: De 3 børnevenlige cafeer i Kbh og hvis du ammer: Guide: De 10 caféer hvor der er allerbedst at amme.

God sommerferie!

Billeder:
1. Krea-hygge af Romeika Cortez
2. Mumitrolde på Gl. Strand af Søs Uldall-Ekman 
3. Christiansborg Slot af Thorkild Jensen
4. Experimentarium af David Trood
 

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.