Hvis du ikke lige har muligheden for at tage til Caribien, så er Sardinien et utrolig godt alternativ - vi har ikke været et sted i Europa før, hvor vandet er så rent, blåt og krystalklart. Og så kan Sardinien også byde på smukke byer, bjerge og sin helt egen skærgård - for ikke at tale om den italienske gastronomiske oplevelse og ditto vin, som i hvert fald ikke trækker ned på nydelseskontoen. Her deler Jane fra rejsebloggen janeaway.dk sine bedste tips til Sardinien.

Vi sammensatte selv rejsen på ni dage og startede i Olbia på den nordøstlige side af Sardinien, hvor en lejet bil stod klar til os. Vi boede ved Capo Coda Cavallo med udsigt til den karakteristiske ø Isola Tavolara. Udsigten er formidabel og den tilhørende strand er ren idyl.

Kun ti minutters kørsel fra vores hjem lå en anden meget populær strand på Sardinien, Cala Brandinchi, som går under navnet Little Tahiti, og flere beskriver den som den smukkeste strand på Sardinien. Og ja, her ER smukt, men også velbesøgt. Kom tidligt.

Kør også en tur nordpå til Smeralda kysten med de mange smukke strande. Den måske mest berømte kyststrækning på Sardinien – og meget posh. Her er silikone, botox og eksklusive mærketasker ikke et særsyn. Strandene Romazzino og Cala Capriccioli er værd at fremhæve.

Sardinien

Eventyrlig skærgård

Du må bestemt ikke snyde dig selv for minimum en dagstur til Isola la Maddalena, som er hovedøen i Sardiniens fascinerende skærgård, beliggende nordøst for selve Sardinien. Man sejler ud fra byen Palau og det tager ikke mere end et kvarter at komme over. Vi tog bilfærgen, så vi kunne køre rundt derovre. Øen har vidunderlige strande, smukke udsigtspunkter og små hyggelige spisesteder. Klippestranden Cala Francese er usædvanlig smuk - faktisk har jeg læst, at granitklipperne herfra er blevet brugt til at bygge Frihedsgudinden.

LÆS OGSÅ: Eksotisk getaway til Sri Lanka

Algheros charmerende skønhed (og mangel på samme)

Efter fem dage østpå kørte vi tværs over øen til Alghero. Og her kan lige tilføjes at Sassari (Sardiniens andenstørste by) er værd at gøre stop i, lige så vel som det er tophyggeligt at stoppe ind til kaffe eller frokost i små ukendte flækker, hvor venligheden fra de lokale ingen ende vil tage. I Alghero boede vi på et Agriturismo, hvor det er et must at spise med familien og de andre gæster en enkelt aften. Jeg følte lidt, jeg var statist i en god italiensk film, hvor den store familie samles over maden i haven med lyskæder og god stemning.

Alghero er en hyggelig catalansk inspireret by, særligt den gamle bydel med bymuren omkring er vidunderlig. Men ligeså charmerende den gamle bydel er, ligeså ucharmerende er strandvejen med de store hoteller side om side.

Stranden er uden sammenligning samlingspunkt på Sardinien. Dog er der forskel på oplevelserne og nogle er mere besøgte end andre. Vi kørte til nogle af de smukke strande omkring Fertilia, ca. seks km nord for Alghero. Her er det tydeligt, at Alghero er en charterdestination, for strandene var massivt proppede, modsat mange af de andre strande, vi besøgte.

SardinienMiddelalderby i alverdens farver

Syd for Alghero ligger den smukke og hyggelige middelalderby Bosa. Tag turen op til Malaspina- borgen, hvorfra byen kun bliver endnu smukkere og charmerende, når du ser den oppefra med de snævre, kringlede små brostensbelagte gader med farverige huse.

Der er ingen i Bosa, der ved, hvorfor husene har de farverige facader, men det er blevet besluttet, at de ikke må males i andre farver, og at man er forpligtet til at holde dem ved lige jævnligt. På vej til Bosa, kan jeg varmt anbefale, at svinge forbi stranden Spiaggia di Cumpultittu (selvom den er svær at finde).

Sardinien er jeg ikke færdig med. Vi har det ellers med IKKE at komme tilbage til de samme steder, men somme tider er en regel til, for at blive brudt.

TIP! Få meget mere rejseinspiration på Janeaway.dk

Fotos: Jane Hemmingsen

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram