Det er yderst individuelt, hvad der gør en strand til netop DIN favoritstrand. Der er jo forskel på, om du tænder på en kridhvid ubemandet sandstrand eller om det er menneskemylder og parasoller, der gør stranden eksotisk for dig. Jane fra rejsebloggen janeaway.dk kommer her med sit bud på nogle af de mest fantastiske strande - og sjovt nok, er de meget forskellige.

Mauritius-Trex
Trou-aux- Biches, MAURITIUS

På nordvestsiden af den guddommelige og smukke ø Mauritius ligger uden tvivl en af mine favoritstrande. Den to kilometer lange strand er ikke bred, men sandet er hvidt og pulveragtigt og har en utrolig flot frodig palmerække, hvor du også med fordel kan få lidt skygge, hvis du har børn med.

Flamenco Beach, PUERTO RICO

Stranden ligger på øen Culebra, som hører til Puerto Rico. Den er cirka to km lang og dejlig bred. På den vestlige side af stranden kommer alle endagsturisterne, og det er også her, der er kiosker og toiletter. Helt ovre i den anden ende af stranden, er der en form for lagune, som holder de store bølger væk. Paradis for små børn, og i øvrigt også for voksne, der ikke gider ligge der, hvor alle andre er.

Hadicurari Beach, ARUBA

Bedre kendt som Fisherman's Huts, på nordvestsiden af Aruba er smuk og paradis-agtig. Engang var stranden hjemsted for øens fiskere, men er siden da blevet en populær strand for wind- og kitesurfing samt SUP-boardere. Trods mange vandsport aktiviteter, var der ikke mange andre end os, da vi var der. Der er desuden heller ikke mange palmer, du kan gemme dig under, så husk faktor 50 sunblock.

LÆS OGSÅ: Tips & tricks: Rejs med baby

Bondi
Bondi Beach, Sydney, AUSTRALIEN

Bondi beach er så vild. At snakke om fluepapir på en strand. Det er vildt, som den tiltrækker ikke blot turister, men lige så meget alle de lokale aussies, som drøner mod vandet, når lejligheden byder sig. Meget afslappet backpacker stemning, som australierne jo er så gode til.

Rockley Beach, BARBADOS

Bedre kendt som Accra Beach - på den populære sydkyst på Barbados. Sandet er kridhvidt og fint og vandet er turkis, som du kun ser det i rejsemagasinerne. Stranden byder på en kombination af vilde bølger og rolig svømning. Den sydlige ende af stranden er perfekt til mindre børn, da der er en slags lagune, beskyttet af klipper, der bryder de kraftige bølger. Til større børn er der masser af vandsport aktiviteter ude i bølgerne.

Chowpatty
Chowpatty Beach, Mumbai, INDIEN

Ikke en typisk eksotisk strand med turkisblåt vand. Stranden er et samlingssted for de lokale indere, som kommer her morgen, middag og aften. Boder, hvor der sælges majs, limonade og andre lækkerier står side om side. De lokale danser i rundkreds og fester, så du som tilskuer bliver revet med af, at livet er én stor fest. Så selvom det er i en ret forurenet by, er det alligevel ret eksotisk.

Pigeon Point, TOBAGO

Gudesmukt, eksotisk og hyggelig. Der er en del vandsport omkring, men absolut ikke noget, der ødelægger idyllen. Jeg mindes, at der var flere lokale end turister, men det var heller ikke helt let at komme dertil.

LÆS OGSÅ: Oplev Israel med børn

Cala Francese, Sardinien, ITALIEN

Vidunderlig klippestrand, hvor der kun er meget lidt sand. Men enhver italiener med respekt for sig selv, har udstyret i orden, så parasol, tæpper, solstole mm. kan balancere på klipperne uden problemer. Selvom vi var her i højsæsonen og der var forholdsvis mange mennesker, havde vi følelsen af, at have fundet en hemmelig lille strand.

Englishman
Englishman's Bay, TOBAGO

Denne frodige - og i mine øjne meget eksotiske - strand er nærmest taget ud af filmen The Beach. Dog er vi ikke i Thailand her, men på Tobago. Det er utroligt smukt at ligge nede i sandet, hvor du nemt har stranden helt for dig selv.

TIP! Se flere billeder fra de nævnte strande her og få meget mere rejseinspiration til alverdens destinationer på bloggen Janeaway.dk.

Fotos: Jane Hemmingsen

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.