Har I ikke lagt planer for efterårsferien endnu? Og overvejer I en kort ferie inden for køreafstand? Rebecca, der blogger om sine rejser med familien på opdagelse.dk, guider til tre destinationer i Tyskland, der er oplagte for børnefamilier.

Den lille familie, der står bag bloggen opdagelse.dk, kommer vidt omkring på deres rejser i ind- og udland. Med deres snart toårige datter Andrea og en dreng i maven drager Rebecca og Kris rundt i verden og deler deres oplevelser med andre på deres blog. 

De har blandt andet været på flere kortere ferier i Tyskland, som egner sig til småbørnsfamilier som dem selv og familier med større børn. Børn i byen har udspurgt dem om Hamborg, Harzen og Heide Park.

Hamborg

- Hvorfor er Hamborg et godt sted at rejse til for børnefamilier?
- For småbørnsfamilier som os selv er Hamborg et oplagt rejsemål, fordi den ligger inden for en overskuelig køreafstand, og så er den en af de største byer i Europa og derfor spækket med aktiviteter for både børn og voksne.

- Hvor lang tid anbefaler I at være afsted?
- Mindst to-tre dage.

- Hvad er de fedeste aktiviteter med børn?
Miniatur Wunderland er en kæmpe modeljernbane fordelt på mere end 6.400 kvadratmeter udført med en fantastisk detaljegrad. Man finder imponerende landskaber og bymodeller fra forskellige lande, hvor tog, fly og biler kører rundt, som var det den virkelige verden - og børnene elsker det! Vær opmærksom på, at der kan være rigtig lang kø. Det bedste tip til at springe køen over er at møde op, når de åbner, og eventuelt købe billetterne hjemmefra.

Planten un Blomen er en park, der ligger helt centralt i Hamborg og har flere fantastiske legepladser for børn, samt mulighed for ponyridning og en skøjtebane, som kan bruges til rulleskøjter om sommeren og kunstskøjter om vinteren. Parken indbyder desuden til at blive udforsket med dens store japanske have og et tropisk drivhus.

- For de lidt større børn er kanalrundfart et hit. Her kommer man ud til Hamborgs havneområde, hvor de store containerskibe bliver lastet. Herudover er der lidt for forældrene, da man også sejler langs Hamborgs skyline og får en masse gode historier om byen, samt fotomuligheder af smuk arkitektur som  Elbphilharmonie. Turen tager cirka en time, så man er tilbage på land, før man aner det, og børnene kan igen få lov til at brænde lidt krudt af.

- Hvor er godt at bo?
- Vi vil anbefale, at man bor centralt, for eksempel i bydelen Altstadt eller Speicherstadt. Vi boede selv på et hotel i Speicherstadt, som er et unikt område, da det har været verdens største varehusdistrikt. Det er en helt speciel oplevelse at gå rundt blandt de rødbrune varehusbygninger og områdets mange kanaler. Fra disse to områder er det desuden nemt at komme rundt i byen til fods eller ved hjælp af U-bahn og S-bahn.

LÆS OGSÅ: De 10 børnevenlige skisportssteder

Heide Park

- Hvem er denne udflugt interessant for?
Heide Park er en fantastisk forlystelsespark for børn i alle aldre, og der findes også et væld af forlystelser for de helt små, for eksempel karuseller, panoramabaner, biler på skinner, hvor børnene selv kan sidde bag rattet, samt diverse shows. Søger børnene mere spænding, har parken også et stort tilbud af vilde rutsjebaner. Er man i tvivl om udvalget af forlystelser, kan man gå ind på Heide Parks hjemmeside og anvende søgefunktionen. Her kan man sortere ud fra barnets højde og alder samt efter typen af seværdigheder.

- Hvor lang tid anbefaler I at være afsted?
- Vi finder det ikke nødvendigt at bruge mere end én dag i parken, men køreturen til Heide Park tager cirka tre timer fra grænsen, så vi vil anbefale, at man tager en overnatning i Tyskland, inden man vender hjem - særligt hvis man rejser med mindre børn. 

- Hvor er godt at bo, hvis man vil tage en overnatning?
- Parken tilbyder, at man kan overnatte i en af deres små træhytter. Prisen er dog ikke helt billig, og man kan nemt bruge 1200 kroner for to voksne og to børn. Vi anbefaler i stedet at booke et nærvedliggende hotel, hvor prisen nemt kan være det halve.

Harzen

- Hvorfor er Harzen et besøg værd for børnefamilier?
- Harzen strækker over et stort areal, og der er masser af oplevelser for børn i alle aldre, samt smukke byer for de voksne. Gå ikke glip af de charmerende byer Wernigerode, Goslar og Quedlinburg, hvor man kan spadsere rundt i timevis, spise en is eller tage på shopping.

- Hvad er de bedste aktiviteter med børn?
- En ting, der helt sikkert vil bringe lykke for de små, er en tur på en sommerkælkebane. Det er en slags bobslædebakke, hvor man sidder på en kælk ned gennem store sving. Børnene kan køre på kælken alene eller sammen med en forælder. Der findes masser af gode steder i Harzen, hvor man kan prøve dette, for eksempel ved St. Andreasberg, Hannenklee, Braunlage, Schierke og Thale.

- Vil børnene lege cowboy og indianer i Det Vilde Vesten? I Pullman City kan de for alvor få lov til at lege og leve sig ind i en helt anden verden. I denne lille forlystelsespark kan man opleve liveshows og masser af børnevenlige aktiviteter, der matcher Det Vilde Vesten.

- Gå blandt trætoppene i Baumwipfelpfad Harz. Vores datter elskede denne oplevelse og løb rundt i fuld fart på stierne. Det er en treetop-walk, hvor man går blandt trækronerne og kan nyde naturen fra oven. Undervejs er der også nogle små forhindringer, hvor børnene kan lege og være aktive. Vi prøvede denne oplevelse i Bad Harzburg, men flere byer i Harzen tilbyder en lignende oplevelse.

- Hvor længe anbefaler I at være afsted?
- Vi havde selv tre overnatninger i Harzen og kunne sagtens have brugt en ekstra. Vi fokuserede dog kun på et mindre geografisk område i Harzen, så hvis man skal opleve det hele, skal man give sig selv mere tid.

LÆS OGSÅ: Familietur til Skånes Dyrepark - tæt på nordisk dyreliv

- Hvor er godt at bo?
- Det afhænger af, hvor gamle ens børn er, og hvad man ønsker at opleve. Der er mange små, snoede veje i Harzen, da det ligger i et bjergområde. Så der kan godt være længere mellem attraktionerne, end det ser ud til på kortet. Herudover inviterer bjergkørsel også til køresyge for de mindste passagerer. Vores tip er derfor, at man har en nogenlunde plan hjemmefra for, hvilke oplevelser man ønsker at have. Vælg herefter et hotel, der er placeret nogenlunde i midten af dette område, eller del opholdet op på flere hoteller, så man mindsker tiden i bilen. 

Fotos (alle privatfotos):
1. Rebecca og Andrea på treetop-walk
2. Miniatur Wunderland
3. Kanalrundfart
4. Heide Park
5. Sommerkælkebakke
6. Andrea på treetop-walk
7. St. Andreasberg, Harzen

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.