Glyptoteket er i deres nye særudstilling, Farao. Magtens ansigt, lykkedes med at formidle de ægyptiske faraoer i øjenhøjde med både voksne og børn, blandt andet ved at tilbyde et opgavehæfte til børn, der lægger op til undersøgelse af værkerne og indbyder til kreativ leg. 

Ordet ”farao” betyder konge, og i oldtidens Ægypten spillede faraoen en altoverskyggende rolle, som hersker, beskytter og nærmest en form for gud. Dette og meget mere kan man lære om i udstillingen, som rummer blandt andet skulpturer, sarkofaer, smykker, figurer, vaser og meget andet fra perioden fra år 2000-1700 f.Kr, en periode i det Ægyptiske riges historie som kaldes for ”Det mellemste Rige”. Denne periode inkluderer ikke de mest velkendte figurer fra oldtidens Ægypten som Tutankhamon og Kleopatra, men ikke desto mindre rummer udstillingen en masse andet spændende at gå på opdagelse i for børn og voksne. 

Når man først træder ind i udstillingen, bliver man mødt af to skulpturer af faraoen Amenemhat III, og går man videre, bliver man ledt ind i en labyrint, der fører til krokodilleguden Sobek med menneskekrop og krokodillehoved. Skulpturerne er meget velbevarede, og det er fascinerende at tænke på, at de er over 4000 år gamle. 

LÆS OGSÅ: Børn i byen guider: Masser af lækkerier for børn i Tivoli Food Hall

Glyptoteket
Sjov for alle aldre

Det er tydeligt at se, at udstillingen også er tænkt til børn, blandt andet er der lavet trappetrin ved de værker der er højt oppe, så man, selvom man er lille, kan komme helt tæt på og kigge. Nogle dage er der omvisninger for børn og workshops, hvor man kan folde sin egen farao-hovedbeklædning. Det sjoveste for børn er nok det opgavehæfte, som kan bruges som guide til de forskellige værker, og som indeholder forskellige opgaver, hvor man fx skal skrive sit navn med hieroglyffer og tegne dyreguder. Hæftet er en sjov og let måde at lære om den Ægyptiske historie på. 

Clara på fem år, som var inde og se udstillingen med sin mor, kunne godt lide at tegne faraoer i opgavehæftet, og hun syntes helt klart det var en god udstilling. Allerbedst kunne hun lide dyreguderne, selvom det er svært at huske, hvad de alle sammen hedder. 

Er man blevet bidt af den Ægyptiske historie, kan man bagefter tage ind og se Glyptotekets faste Ægyptiske samling, som blandt andet gemmer på en ægte balsameret mumie. Man skal heller ikke snyde sig selv for at gå en tur i museets smukke vinterhave, med palmer og andre flotte og eksotiske planter. Er man blevet sulten, kan man købe frokost eller kage i cafeen. 

Det praktiske: 
Udstillingen Farao. Magtens ansigt kan ses indtil d. 25 februar 2018. Glyptoteket har åbent tirsdag til søndag fra 11-18, torsdag 11-22. 

Priser:
Voksne: 95 kr.
Gruppe (10 el. flere): 75 kr.
Unge under 27: 50 kr.
Børn (under 18): gratis
Tirsdage er det gratis for alle at komme ind. 

★ OBS! Medlemmer af Børn i Byen Klubben tilbydes 50% rabat på entrébilletten resten af 2017, når deres børn ønsker at deltage i Glyptoteksmagi - Glyptotekets børneomvisninger hver søndag.

Ny Carlsberg Glyptotek
Dantes Plads 7, 1557 København
www.glyptoteket.dk

Foto: Ny Carlsberg Glyptotek, Ana Cecilia Gonzalez 

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.