Kender du Vesterbro i børnehøjde? Vesterbro er en bydel under konstant forandring og en populær bydel for børnefamilier. Vesterbro er fuld af liv. Her er sjove caféer, butikker og små hemmelige oaser. Læs med her og få gode tips til legepladser, parker, børnekultur, markeder, butikker og børnevenlige steder at spise og drikke! 

♥ LEGEPLADSER, PARKER OG GRØNNE OASER

Skydebanen
Legepladsen i Skydebanehaven

Den bemandede legeplads i Skydebanehaven, også kaldet papegøjelegepladsen, er meget besøgt. Her kommer både lokale beboere, børnefamilier fra andre bydele, samt turister fra hele verden. Børnene kan slå sig løs med cykler, svævebane, gynger, sandkasser, papegøjerutsjebanen, klatrenet, sandkasser og mere. Der er gode toiletforhold og en minicafé, hvor man kan købe kaffe, toast, is og diverse ud af lugen. På varme sommerdage fyldes det store soppebassin med vand. Skydebanehaven er en lille, afskærmet park med græsplæne, bænke og smukke staudebede. Parken er populær blandt solbadende, mødregrupper og familier med børn. 
Indgang fra Absalonsgade, Skydebanegade og Dannebrogsgade

EnghaveparkenEnghaveparken

Enghaveparken blev grundlagt i 1927 og er en rigtig grøn oase på Vesterbro. Enghaveparken er en stor park med mange kroge og finurlige gemmesteder. Enghaveparken kan rumme mange mennesker uden at det føles for tæt. Parkens musiktribune, der er tegnet af Arne Jacobsen, er for nyligt blevet restaureret. I perioden 2017-2019 gennemgår Enghaveparken en omfattende restaurering og fornyelse. Enghaveparken bliver bl.a. skybrudssikret og får ny tryghedsskabende belysning.

Den bemandede legeplads i Enghaveparken ligger godt skjult bag buske og træer. Her er der gode legemuligheder for både de helt små børn og de lidt større. Legepladsen er overskuelig og indhegnet Et stort klatrenet oveni en kæmpe sandkasse giver gode muligheder for at klatre. Der er både cykler, svævebane, gynger, legehus, vippe og mange flere legeredskaber. Udenfor legepladsen er der et offentligt toilet.  

Parken ved Saxogade
Saxoparken

Der er et lidt hemmeligt område mellem Vesterbrogade og Matthæusgade, Saxoparken. Det er et lille område med park, legeplads og boldbure. Parken er skærmet fra byens larm, så her kan man høre fuglene synge og få sig en stille stund i fred og ro. 

Enghave Plads Skatepark

Enghave Plads Skatepark  er et populært mødested for skatere. Det er tilladt at bruge skateboard, rulleskøjter, løbehjul og BMX. Underlaget er asfalt. I dagtimerne er der alle aldersgrupper og der kan være mange mennesker. Efter at de små børn er gået hjem, bliver der bedre plads til de ældre børn og unge. 
Enghave Plads. Se mere på www.skateparks.dk

Bavnehøj Friluftsbad
Bavnehøj Friluftsbad

Tag ud til et rigtigt friluftsbad og nyd en sommerdag i byen! Bavnehøj Friluftsbad er et super alternativ til en tur på stranden. Her er garderobe og omklædning med brusebade og aflåselige garderobeskabe (husk selv hængelås!) Til børnene er der et legebassin med varierende dybde. Til de større børn og voksne er der et 25 m bassin. Der er forbudt at fotografere, både med kameraer og telefoner.
Gratis. Åbent 1. juni – 31. august. Se åbningstider her
Enghavevej 90. Bavnehøj Friluftsbad på Facebook her.

Litauens Plads
Litauens Plads

Litauens Plads stod færdigrenoveret i efteråret 2016 og har fået et tiltrængt løft. Litauens Plads bliver i dag flittigt brugt til leg, boldspil, klatring, hundeluftning og som hangout. Stemningen er i dag tryg, livlig og rar. Der er flere caféer omkring pladsen og den sociale handelsgade, Saxogade, starter ved Litauens Plads. 

Sønder Boulevard
Sønder Boulevard 

Sønder Boulevard er blevet et populært grønt mødested og hangout på Vesterbro. Boulevarden er 1,3 km lang og fyldt med muligheder for leg, spil og aktiviteter. Her mødes børnefamilier, unge studerende, hundeejere, lokale beboere, turister, besøgende fra andre bydele og mange flere. Gaden rummer gode caféer, pizzeriaer, butikker og den meget besøgte Kihoskh, en særlig kiosk med stort udvalg og borde og bænke udenfor. Kulturhuset, Absalon, arrangerer nogle gange fællesspisning, loppemarkeder og andet udenfor på Sønder Boulevard.

♥ BØRNEKULTUR

Vesterbro Biblioek
Vesterbro Bibliotek og Kulturhus
 

Vesterbro Bibliotek og Kulturhus er et kommunalt kulturhus med gode faciliteter for børn og børnefamilier. Børnebiblioteket er blevet renoveret og fornyet, og fremstår som et lækkert og tidssvarende børnebibliotek. Et besøg i kulturhuset kan fx kombineres med et besøg i den smukke Enghaveparken, lige ved siden af. Vesterbro Bibliotek og Kulturhus laver en række arrangementer for børn i alle aldersgrupper. Se mere på deres egen arrangementskalender.
Lyrskovsgade 4, Vesterbro Bibliotek og Kulturhus på Facebook her. Se mere på www.kultursyd.kk.dk.

Vester Vov Vov  

Vester Vov er en lille, intim biografcafé på det centrale Vesterbro. Vester Vov Vov blev etableret i 1975 som én af landets første Art Cinema og Café. Her kan du se smalle film og kvalitetsfilm. Vester Vov Vov er et fint alternativ til store kommercielle biografer. Der sælges ikke popcorn, men caféen sælger et fint udvalg af slik. Hver lørdag i vinterhalvåret er der børnebiograf for aldersgruppen 3-5 år. Der er også babybio for forældre på barsel.  
Absalonsgade 5. Se mere her.

Teatret Zeppelin

Teatret Zeppelin er et charmerende lille familieteater med både egne produktioner og gæstespil. Teatret Zeppelin skaber tidssvarende og nyskabende børneteater for børn fra 7 år. Stemningen er uformel og rar i det gamle hus i Valdemarsgade, men teaterets forestillinger er i fuld størrelse - med fuld lyd, lys og scenografi som ved de større teatre.
Valdemarsgade 15, tlf. 33220478, www.zeppelin.dk

♥ MARKEDER

Mad og Marked
Kødbyens Mad & Marked

Kødbyens Mad & Marked åbnede i 2015 og er et rart og uformelt sted at spise mad og hygge med venner og familie. Dufte af mad fra hele verden breder sig, fed musik strømmer fra højttalerne og den rå stemning fra Den Hvide Kødby sætter den perfekte urbane stemning for en speciel storbyoplevelse. Kødbyen har i dag et rigt udbud af caféer, restauranter, butikker og gallerier, og er klart et besøg værd!
Flæsketorvet, Den Hvide Kødby. Åbent april-september lør og søn kl. 10-18. Se mere på  www.koedbyensmadogmarked.dk

Westmarket
WestMarket
 

WestMarket er Vesterbros nye indendørs madmarked og åbnede i 2017 i den tidligere Tove Ditlevsens Passage. Her kan man købe mad fra alle verdenshjørner, nyde en god kop kaffe, et glas vin eller købe lækre råvarer. Der er god plads til at have barnevognen med og børnene har plads til at bevæge sig. Udenfor er der en smuk afskærmet gårdhave, hvor man kan spise sin mad og hvor der er koncerter og andre arrangementer. 
Indgang fra Vesterbrogade 97 og Matthæusgade, åbent alle dage kl. 8-22 (forretningerne har forskellige åbningstider)  www.westmarket.dk, Westmarket på Facebook her

Rita Blå’s Lopper   

Rita startede Rita Blås Lopper i 2009 og dengang blev det afholdt udenfor Mesteren og Lærlingen i Den Hvide Kødby. I dag er Rita Blås loppemarkeder blevet et af de største og mest velbesøgte loppemarkeder i København og folk kommer langvejs fra for at besøge dem. Rita Blås Lopper bliver ofte afholdt på Sønder Boulevard, men kan også være andre steder. Nogle gange er der særskilte Børne Loppemarkeder.
Tjek www.ritablaaslopper.dk. Rita Blå's lopper på Facebook her.

Onkel Dannys Loppemarked

Onkel Dannys Loppemarked startede som et loppemarked på Onkel Dannys Plads på Vesterbro. Onkel Dannys Plads er opkaldt efter Dan Turell og Onkel Dannys Loppemarked er en rigtig københavnerbegivenhed. Stemningen er som regel i top og loppemarkedet er godt besøgt. Der er mest tøj og sko til kvinder, men også en del boder med legetøj og ting til børn. Nogle gange flytter Onkel Dannys Loppemarked til Kvægtorvet. Følg med på deres Facebook-side! 
Onkel Dannys Loppemarked på Facebook her.

LÆS OGSÅ: Børn i byen guider: Saxogade

♥ SHOPPING

Heidi & Bjarne
Heidi & Bjarne

Heidi & Bjarne ligger på hjørnet af Istedgade og Saxogade og er en helt særlig børnebutik. Heidi & Bjarne er flere gange blevet nomineret til Børn i byen Prisen og er en butik i rivende udvikling. Her sælges tøj og ting med kant og sjove detaljer - ofte til en favorabel pris. Heidi & Bjarne er en del af Settlementet og overskuddet går til Settlementets arbejde med socialt udsatte borgere. Butikken drives af frivillige og medarbejdere, der har det svært på det ordinære arbejdsmarked. 
Åbent man-fra kl. 10.30-17.30, lør kl. 10-15, Heidi & Bjarne på Facebook herwww.heidiogbjarne.dk

Engby Barnevogne

Engby Barnevogne er en butik med tøj, udstyr, barnevogne, legetøj til børn. Engby Barnevogne er nærmest en institution på Vesterbro og butikken er over 100 år gammel! Butikken er kringlet og snørklet med varer fra gulv til loft, så det kan være en god idé at spørge personalet om hjælp. Engby Barnevogne fører et stort udvalg af tøj, udstyr, barnevogne med mere, og betjeningen er venlig og professionel. 
Enghavevej 34, åbent man-tor kl. 9.30-17.30, fre kl. 9.30-18, lør kl 9.30-15, www.engby.dk

Glasalfen 

Glasalfen er en lille tætpakket butik med tøj og sko til børn i alderen 0-12 år. Butikken har et fint udvalg af tøj og sko i forskellige mærker, som Adidas, Hummel, Småfolk, Molo, Mikkline, Mini A Ture, ej sikke lej, Melton og mange flere. Priserne er moderate og betjeningen er professionel. 
Gasværksvej 12, åbent man-fre kl. 11-17.30, lør kl. 10-15, Glasalfen på Facebook her

Chic Kids
Chic Kids

Chic Kids er en lille tøjbutik for børn i aldersgruppen 0-6 år. Chic Kids åbnede først som en web-butik i 2015 og udvidede som fysisk butik i 2016. Kvalitet og æstetik er i fokus, og servicen i top. Butikken fører forskellige udenlandske og danske mærker som MarMar, Joha, Gro, Mini Rodini, MP og mange flere. 
Dybbølsgade 66, åbent tir, ons og fre kl. 10-18, tor kl. 10-15, lør kl. 10-13. Se mere på www.chickids.dk, Chic Kids på Facebook her.  

Mødrehjælpens børnetøjsbutik på Vesterbro

Mødrehjælpens børnetøjsbutik på Gasværksvej sælger tøj, legetøj og udstyr til børn 0-6 år. Alt tøj er vasket i butikkens baglokale og kærligt håndteret af dedikerede, frivillige butiksmedarbejdere. Alt overskud går til Mødrehjælpens arbejde. Mødrehjælpens børnetøjsbutik modtager gerne brugt tøj og legetøj i fin stand i butikkens åbningstider.
Gasværksvej 11, tlf 35106185, åbent man-tor kl. 12-17, Mødrehjælpens børnetøjsbutik på Facebook her. 

♥ SPISE OG DRIKKE

Sweet Surrender
Sweet Surrender

Sweet Surrender er én af byens mest børnevenlige caféer. Caféen bliver flittigt brugt af mødregrupper og forældre på barsel. Det er både sjovt og hyggeligt for børnene at besøge Sweet Surrender. Midt i caféen er der et stort legeområde og der er mange andre børn at komme i kontakt med. Sweet Surrender drives af frivillige og er en non-profit café. Overskuddet går til velgørende formål i lokalområdet. Menuen er enkel og børnevenlig, priserne rimelige. Sweet Surrender har mange højstole og der er gode muligheder for at holde øje med barnevognen udenfor. Sweet Surrender tilbyder desuden arrangementer som babyrytmik, kreative workshops for børn og foredrag for voksne. Medlemmer af Børn i byen Klubben får en gratis kop kaffe eller te ved køb af voksenbrunch. 
Dybbølsgade 49, åbent tir-tor kl. 10-20, fre kl. 10-17, lør kl. 10-16, Sweet Surrender på Facebook her.

Café Sonja

Café Sonja ligger i den alternative sociale handelsgade, Saxogade, og er en hyggelig familiecafé med fokus på kvalitet, bæredygtighed og den gode stemning. Café Sonja har tidligere vundet Børn i byen Prisen og er en populær café for børnefamilier. Her er plads til leg og bevægelse, og der er gode puslefaciliteter og godt udsyn til barnevogne. Priserne er rimelige og menuen børnevenlig. Café Sonja drives af frivillige, flexjobbere og personer i virksomhedspraktik og overskuddet går til Settlementets sociale arbejde på Vesterbro. Torsdage er der fællesspisning og mandag til fredag serveres dagens ret. Maden fås også som take away. Medlemmer af Børn i byen Klubben får gratis kaffe ved køb af mad eller kage. 
Saxogade 86, åbent man-fre kl 8-20, lør kl. 10-15, se mere på www.cafesonja.dk Café Sonja på Facebook her.

Absalon
Absalon

Absalon kirke på Sønder Boulevard er blevet omdannet til et kulturhus og et lokalt forsamlingshus. Absalon åbnede i 2015 og har været en kæmpe succes! Her er der altid liv og mennesker. Absalon huser en række arrangementer, også for børn. Her kan du fx komme til fællesspisning og nyde aftensmaden ved langborde i selskab med mange andre. Absalon driver en café med et fint udvalg af morgenmad, frokost og aftensmad til en rimelig pris. Indretningen er farverig og kreativ - noget der taler lige ind i børns hjerter.
Sønder Boulevard 73, åbent alle dage kl. 7-23.45, Absalon på Facebook her.

Madglad

Madglad er et ultra børnevenligt spisested. Her er ingen fine fornemmelser, men afslappet og rart at være for hele familien. Alle hverdage kan man købe dagens ret og buffet. Dertil kan man købe kage, desserter, eller et brød med hjem. Maden kan enten spises på stedet eller medbringes som take away. Den ugentlige madplan annonceres på Madglads Facebookside. Madglad fungerer som et slags folkekøkken, hvor man selv sørger for det meste - også oprydning. Det fungerer fint og stemningen er rigtig hjemlig. 
Eskildsgade 13, åbent man-fre kl. 16.30-21, lør kl. 16-21, Madglad på Facebook her

 

Fotos: Hege Lindeberg, Mad & Marked

Tip: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge.