Mumitroldenes Vinter lærer mumifamilien hvad julen er, da de aldrig har kendt til den før. Filmen er et hyggeligt gensyn med det velkendte Mumi-univers, lunt og sødt,  men samtidig ufarligt og uden de store overraskelser.

I Mumidalen er vinteren på vej, og mumitroldene gør sig klar til det sædvanlige vinterhi. Mumimor har bagt og syltet og sørget for, at de har nok mad til den lange og kolde vinter, og hele familien gør sig klar til vintersøvnen. Men da de har lagt sig til at sove, vågner Mumi hurtigt igen og kan ikke sove videre, da han er blevet nysgerrig efter at se, hvad der sker med Mumidalen, når kulden kommer. Samtidig har han af Hemulen fået at vide at julen kommer, og da mumitroldene ikke kender til julen, undrer Mumi sig over, hvad julen mon er for et slags væsen, og hvordan man skal forberede sig på, at den kommer. 

Mumimor og Mumifar vågner også af al postyret, og hele familien går i gang med at forberede sig på, at julen skal komme. De pynter op, fælder et juletræ, men det begynder så småt at gå op for dem, at julen er noget andet end de regnede med. 

Mumitroldenes Vinter er den anden film i rækken af nyfortolkninger af de oprindelige Mumibøger, skrevet af den finsk-svenske tegner og forfatter Tove Jansson, hvor den første, Mumitroldene – Farlig midsommer, kom i 2008. Filmen er fint lavet med tredimensionelle filtfigurer og malede baggrunde, og for de voksne vil det måske lede tankerne hen på de polske Mumi-dukkefilm fra 1970'erne. I en tid hvor de fleste børnefilm er computeranimerede, er det forfriskende og samtidig hyggeligt gammeldags at se figurer, der er malet og klippet i stof. 

LÆS OGSÅ: Filmanmeldelse: Ballerina

Nuttet og ufarligt

Er man glad for Mumi-universet, vil man efter al sandsynlighed have en god oplevelse med filmen, da den er befolket med velkendte væsener som Mumrikken, Lille My, Hemulen og Tootiki, samtidig med at man introduceres til endnu flere søde og sjove figurer. Historien er fint og enkelt fortalt, så selv de mindste kan være med, og den folder sig ud i et behageligt, nogle ville sige langsomt, tempo. Det er lunt og lattermildt, og uden de store overraskelser. 

Filmen er lavet over bogen Troldvinter, med den nye tilføjelse, at det, i stedet for blot at handle om vinter, nu handler om jul. Mumitroldene kender ikke til julen, og de lærer gennem filmen om julens budskab og traditioner. Dette kommer desværre til at virke som et lidt tamt og påklistret budskab. Sammenligner man filmen med de oprindelige bøger af Tove Jansson, som alle sammen har en melankolsk og trist tone i sig, og samtidig mere dybe budskaber og pointer bag de ellers søde historier, kommer denne film til at virke hul og tom, da det forbliver meget pænt og ufarligt.

Men har man ikke de oprindelige historier i baghovedet, er Mumitroldenes Vinter en sød og fin film. Nostalgisk for de voksne, og et herligt og nuttet univers for de mindste. Filmen henvender sig til børn fra 3-9 år og deres voksne.

3 ud af 5 stjerner: ★★★
Premiere: 23. november 2017
Tilladt for alle
Spilletid: 1 time og 22 minutter

 Billeder: Angel films 

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.