Ballerina
Ballerina er en flot animationsfilm for 7-12 årige børn med hang til tylskørter og dans.

Félicie er en fransk forældreløs pige, som stikker af fra børnehjemmet sammen med sin gode ven Victor. Sammen tager de til Paris for at forfølge deres drømme om at blive henholdsvis balletdanser og opfinder. De bliver væk fra hinanden i den store by, men når at aftale at mødes igen et døgn efter. De er begge to børn med gåpåmod, og på de 24 timer er de allerede i gang med at forfølge deres fremtidige karrierer.

Drømmene forfølges

Da Félicie den første aften finder den franske balletskole lokkes hun af den smukke klassiske musik ind på bagscenen, hvorfra hun overværer aftenens forestilling, lige indtil en vagt finder hende og vil smide hende ud. Rengøringskonen Odette overtaler vagten til at lade Félicie gå, og Félicie tilbyder som tak at hjælpe Odette med hendes arbejde. Odette er også rengøringskone for den ubehagelige Margueritte Kongsgård, hvis datter venter på at blive optaget på balletskolen. Margueritte Kongsgård bestemmer, hvornår trapperne skal vaskes og hvor mange der skal vaskes, og sætter sit eget barn frem for alt andet i verden, og på den måde minder hun en del om den onde stedmor, som vi kender hende fra Askepot.

LÆS OGSÅ: Filmanmeldelse: Den lille vampyr

Datteren Camilla er lige så ubehagelig som sin mor, hvilket får Félicie til at gribe chancen for at starte på balletskolen i Camillas navn, da indmeldelsesbrevet kommer med posten. Selvom Félicie er uerfaren udi at danse ballet, så skinner hendes passion for dans igennem, og hun deltager i konkurrencen om at blive udvalgt til at skulle danse i opførelsen af Nøddeknækkeren.

Ballerina

I mellemtiden er det lykkedes Victor at blive assistent for assistenten til selveste ingeniøren Gustave Eiffel, som er i gang med at bygge Eiffeltårnet og Frihedsgudinden. Interessen for mekanik minder om den forældreløse dreng Hugos fingerfærdighed og snilde, fra Spielberg filmen af selvsamme navn, som også foregår i Paris. 

Félicies talent alene kan ikke skjule sandheden, og det hele ramler for hende, da det opdages at hun har taget Camillas identitet...

En klassisk fortælling

Generelt er ”Ballerina” skåret over en klassisk fortælling, som det er set før, om hvordan en udstødt må kæmpe sig til sin plads i livet, men som så også kommer helt til tops. Dette giver et meget forudsigeligt og genkendeligt historieforløb, uden de store overraskelser at glæde sig ved. Filmens omdrejningspunkt, som er at følge sine drømme, er på sin vis en smuk pointe, men den medfølgende morale om at målet helliger midlet klinger knap så smukt.

Filmen blander klassisk musik med popmusik af bl.a. Carly Rae Jepsen, hvilket tilfører filmen en energi som til tider kan virke som et friskt pust.

Tre ud af fem stjerner: 
Premiere den 9. november 2017
Tilladt for alle
Spilletid: 1 time og 29 minutter

Fotos: Gaumont

TIP! Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge.