Vi ved det alle sammen. Bibliotekerne har en række supergode tilbud for børn og unge, men hvad er det nu lige præcis, de tilbyder? Her er en oversigt over fede tilbud på børnebiblioteket.

 Leg i biblioteket

eReolen Go!

Her kan du låne e-bøger og lydbøger. eReolen Go indeholder alle børnematerialer fra eReolen. Børn og unge i alderen 7-14 år kan selv logge ind med det UNI-login de har fra skolen. Som voksen kan man kan logge ind med sit lånernummer fra biblioteket.
Se mere på www.ereolengo.dk

Biblo

På Biblo.dk kan børnene møde andre børn, anmelde bøger og film, deltage i konkurrencer og meget mere. Den 16. juni startede fx den store læsekonkurrence, Sommerbogen, hvor børn læser og anmelder bøger i sommerferien.  Sitet bliver overvåget af voksne og er en tryg platform for børn. Biblo.dk er folkebibliotekernes fælles digitale platform for børn i alderen 7-14 år. Brug UNI-login til at oprette en profil.
Se mere på www.biblo.dk

Emnepakker

Temapakker

Har du brug for bøger om et særligt emne? Kommer der en lillesøster i familien? Er et familiemedlem blevet alvorligt syg? Er det tid til at smide bleen? Bibliotekerne laver temapakker på bestilling og har dem klar til dig, når du kommer. Ofte står der også klare emnepakker til fri afbenyttelse. 

Spil

Børnebibliotekerne har for alvor fået øjnene op for spil! Bibliotekerne har ofte et rigt udbud af spil - nye og klassikere – brætspil,  computerspil og spillemaskiner. Her er noget for enhver smag.

Filmstriben

Nyd en god film derhjemme! Filmstriben er bibliotekernes digitale filmtilbud. Filmstriben prioriterer smalle film, europæiske film og kvalitetsfilm. Her kan I helt sikkert finde noget, I ikke har set før og som er kvalitetsstemplet af Dansk BiblioteksCenter.
Se mere på www.filmstriben.dk 

Værksteder og workshops

Mange biblioteker råder over kreative værksteder, hvor børnene kan udfolde sig. Ofte arrangerer børnebiblioteket workshops for børn i forskellige aldersgrupper. Tjek dit lokale bibliotek for nærmere info!

Arrangementer

Pokémon kortbyttedag, højtlæsning i en hyggelig baggård, teaterforestillinger, koncerter og meget mere. Børnebibliotekerne står for et utal af fede børnearrangementer året rundt. Tjek deres arrangementskalender!