Skånes Djurpark
Lyst til en anderledes tur ud af byen? Smid ungerne ind i bilen og kør hinsidan til Skånes Dyrepark. Turen tager kun knap halvanden time fra København og her venter masser af oplevelser i rolige omgivelser. Årets nyhed 2017 er Europas længste trætopsbane og sidste år blev et Frode Får Land tilføjet parken.

Vores familie på to voksne og to børn havde lyst til at finde et alternativ til de danske dyre- og forlystelsesparker og tænkte at Skånes Dyrepark var et oplagt udflugtsmål. Det kom vi ikke til at fortryde! Turen over sundet er let og overskuelig, og hvis man som os kombinerer et besøg i parken med en eller flere overnatninger i Skåne, minder turen pludselig om en helt lille familieferie.

Helt tæt på Nordens dyr

Skånes Dyrepark ligger i udkanten af den lille by Höör og har gennem mange år specialiseret sig i dyr fra de nordiske breddegrader, så her er rig mulighed for at studere arter, der stadigvæk er eksotiske i danske småfolks øjne, f.eks. kronhjorte, elge, bjørne og ulve. For de nysgerrige er der endda mulighed for at fodre flere af parkens dyr. Vores 7-årige datter fortæller stadig begejstret om, da en kæmpe kronhjort spiste salatblade af hendes hånd.

Frode fårDyrene er selvfølgelig parkens kerne, men spredt ud over parkens enorme område er der også mange fine aktiviteter og endda et lille vandland med vandrutsjebaner – et sikkert hit på varme sommerdage.

Kør i traktor på Frode Fårs bondegård

Som noget nyt åbnede dyreparken sidste år et unikt Frode Får land (på svensk Fåret Shaun land) med figurerne, som de fleste børn kender fra de små Aardman animationsfilm på TV. Her er bondegårdsstilen gennemført, og hovedattraktionen er en superpopulær traktorbane, hvor børnene kører i selvkørende Ferguson traktorer på Frode Fårs gård. 

Hver time dukker Frode Får og lammet Timmy også op som parkens maskotter og uddeleler kram til børnene. I Frode Får land er der også anlagt nogle gode legepladser, hvor rigtige får, geder, kaniner og høns trasker rundt og kan studeres helt tæt på. Altid et hit for børn at mærke, hvor blødt et ægte får er!

Expedition Upp
Højt fra træets top

For de lidt større børn og deres forældre byder dyreparken fra i år på lidt af et scoop. ’Expedition Upp’ er navnet på en trætopsbane, der med sine 350 meter er Europas længste. Det er en fed og nogle gange nervepirrende oplevelse at vandre af sted på hængebroerne blandt trætoppene. Ni meter under dig kan synet af den frodige, svenske skovbund nydes, og er man heldig, som vi var, ser man måske en ulv slænge sig dovent i solen et stykke væk.

Banen var en stor oplevelse for vores ældste datter. Børn under 90 cm frarådes at tage turen op, men heldigvis rummer dyreparken mange andre, gode tilbud. Mens far og storesøster for en stund legede Tarzan oppe i træerne, kiggede mor og den 3-årige lillesøster på vildsvin, legede på naturlegepladser i skoven og fandt et sted med ponyridning.

En tur til Sverige værd

Ro, flotte naturstrækninger og muligheden for at se dyr helt tæt på. What’s not to like? Vi havde en super dag i Skånes Dyrepark og kan anbefale andre familier at tage turen til Höör for at nyde de mange tilbud i familievenlige omgivelser. Det er tilladt at have en madkurv med i parken, og der er masser af små hyggekroge, hvor man kan slå sig ned og holde en picnic i det grønne eller selv grille medbragt kød. Her kan man som familie sagtens få en hel dag til at gå – endda på allerhyggeligste vis.

TIPS:
- Medbring gode gå-sko, da parken strækker sig over et enormt område og man går via en 3 kilometer lang sti med stigninger undervejs.
- Lån en kikkert ved indgangen, det er sjovt for børnene at have med på turen gennem parken. Det koster 40 kr. i depositum pr. kikkert.
- Husk badetøj hvis I besøger parken på en varm sommerdag. Det lille vandland frister!

Børn i byen blev inviteret af Skånes Dyrepark.

Skånes Djurpark
Jularp 150, 243 92 Höör
www.skanesdjurpark.se

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.