Sommerferien er lige rundt om hjørnet. Syv, dejlige uger venter forude, og selv om I ikke skal langt væk i ferien, har I masser af muligheder for at gå på opdagelse og opleve nye ting. Børn i byen giver her et bud på fem endagsudflugter fra København.

Nyvang
Andelslandsbyen Nyvang

Syd for Holbæk ligger Andelslandsbyen Nyvang, en lille landsby, hvor hverdagen i midten af 1900-tallet er bragt til live, og hvor I kan føle, smage, lugte og lege jer gennem historien. Prøv at sidde i fængsel på politistationen, se smeden arbejde foran essen eller nyd en kage og en kop kaffe ved de smukt dækkede borde i konditoriet. I sommerferien har Andelslandsbyen åbent hver dag fra kl. 10-16.

Hedeland

I Hedehusene ligger Hedeland, et 15 km2 stort rekreativt område med masser af aktiviteter. Her finder du blandt andet en golfbane, en minijernbane, en veteranjernbane, et skibjerg og en gokartbane. Der er også to legepladser – Børneoasen for de mindste med gynger, rutsjebaner og træhuse, og Naturlegepladsen for børn og voksne med en 35 meter lang svævebane og gynger med ekstra lange reb. I august måned danner Hedeland rammerne om operaen la Bohème, som opføres på Hedelands amfiteater med plads til 3.000 mennesker. Hedeland har også et veterantog, der tøffer ud i hedelandet hver søndag i hele sommesæsonen. Prøv også Brandhøjbanen - et omfattende mini-jernbaneanlæg, hvor lokomotiverne kører med rigtig damp som i gamle dage.

LÆS OGSÅ: Guide: 10 familievenlige oplevelser på Sydsjælland

plukselv
Plukselv-plantager

Sommeren er spækket med lækre frugter og grøntsager, og ingen smager bedre, end dem man selv har plukket. Så hvis I gerne vil lave noget aktivt i ferien, var det måske en ide at bruge en dag på en af de mange plukselv-plantager rundt omkring i landet. På plukselvfrugt.dk kan du se, hvor der ligger et sted i nærheden af dig. De har også en iPhone-app, så du altid kan finde vej til friske jordbær og nye kartofler. Tjek også Børn i byens guide De 5 bærjagter med gode plukkesteder i København-området og links til opskrifter med bær.

bridgewalkingBridgewalking

Mangler de store børn lidt adrenalin i sommerferien, så overvej en tur til Middelfart, hvor I kan få en enestående oplevelse på toppen af den gamle Lillebæltsbro. Bridgewalking tager jer op til 60 meters højde, hvor en guide fortæller jer om broens historie og om naturen omkring Lillebælt – alt sammen forsvarligt fastspændt. Turen varer to timer og man skal være minimum 140 cm. for at deltage.

H.C. Andersens Verden

H.C. Andersens Verden ved Præstø er Danmarks første teaterpark! Her kan hele familien nyde en oase af sommer, samvær og ikke mindst eventyrlige H.C. Andersen fortællinger og oplevelser. I parken spiller Kejserens nye klæder, Prinsessen på ærten og Tommelise som forestillinger, ligesom ungerne kan deltage i forskellige aktiviteter som historiefortælling, teater, kreative workshops, eventyrlig papirsklip, udklædning og hilse på de søde dyr. Parken åbner op for sommersæsonen den 1. juli, og holder åbent frem til den 31. juli 2017. Billetter til de enkelte forstillinger kan købes på www.teaterbilletter.dk eller ved indgangen. Med en billet i hånden kan I opleve hele H.C. Andersens Verden.

Tip: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. 

Foto credit:
1) Andelsforeningen Nyvang 2) Caroline Meldgaard 3) Steffen Stamp, stampreklamefoto.dk