Der er nyt, sjovt læsestof til de 7-10-årige. Forlaget Høst & Søn er både udkommet med fjerde bog i den populære serie om Tom Gates og med to bøger i den nye serie om Mille Møgunge, der er en mindst lige så tosset pigependant. Begge serier er befriende morsomme.

 

ANNONCE

 

Det ender som regel i ballade. Derhjemme, på skolens kontor eller på hospitalet. Tom Gates og Mille Møgunge er gjort af samme stof. De får begge to "geniale idéer", men roder sig også ud i nogle situationer, som de voksne ikke altid synes om. De bekæmper begge to katastrofer med trofaste venner og kiks. Og så er de begge to enormt sjove at læse om.

Forlaget Høst & Søn er her i oktober udkommet med tre nye bøger, der primært henvender sig til de 6-10-årige. Den ene er fjerde bog i serien om Tom Gates af Liz Pichon, de to andre er fra en ny serie om Mille Møgunge af Joanna Nadin.

Selvom den ene har en dreng i hovedrollen og den anden en pige, kan de begge læses af alle børn, som synes, ballademagere er sjove.

Mille Møgunge - en ballademagnet

Kamille Madsen bliver kaldt Mille Møgunge af sin far. Men det er slet ikke berettiget, hvis hun selv skal sige det. I bedste børnestil fortæller hun om, hvordan det faktisk slet ikke var hendes skyld, at hendes farmor blev barberet skaldet, eller at hun kom til at stjæle naboens hund.

Hun har nemlig gode intentioner. For eksempel vil hun bare tilbagebetale de penge, hun skylder sin mor, da hun finder på at tjene penge som farmors frisør, og hun vil bare redde naboens hund fra at blive forladt, da hun tager den med hjem, selvom den sidder i snor.

Der er tre af den slags "hovsa-hvordan-endte-det-hele-dog-sådan-her"-historier i bogen. De to bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men læser man denne først, giver det bedre mening, hvorfor Milles kusine er korthåret i den anden.

Mille Møgunge - en total katastrofe

Ligesom den første handler Mille Møgunge - en total katastrofe om, hvordan problemerne kommer til Kamille Madsen - og i hvert fald ikke omvendt. I en verden, hvor farmor er opslugt af dyreprogrammer på tv, og travle forældre overlader deres børn til uegnede au pair-piger fra Rusland, kan meget gå galt.

Og ligesom i den anden bog er der heldigvis ingen politisk korrekte lektier at lære af Milles fejltrin. Det går igen galt i tre forskellige historier, og det er lige så sjovt.

Begge bøger er desuden suppleret med finurlige illustrationer og overlevelsestips om vigtigheden af altid at have en bedste ven, en pålidelig syndebuk og rigeligt med kiks.

Joanna Nadin
Høst & Søn, 2017

Alderstrin:
Kan læses højt for børn fra 7 år
Kan læses af børn fra 8 år

Antal sider: 144 

Pris: 129,95 kroner

Tom Gates - Geniale ideer (stort set)

Den fjerde bog om Tom Gates følger drengen med de "geniale ideer", der går i 5. klasse og denne gang skal stille op i en talentkonkurrence på skolen med sit band, Dogzombies. Men der er også en idrætsdag, som hans lærer sætter alt ind for at vinde. Og så er der hans irriterende storesøster Delia og hans endnu mere irriterende klassekammerat Marcus.

For at det hele kan gå, som han ønsker sig, må Tom afværge nogle problemer på sin vej. For eksempel har han fået en skolemakker i 2. klasse, som er skolens mest klodsede dreng, der kommer på kontoret, fordi der sidder en kam fast i hans hår, og som får kantinedamen til at spilde et kæmpe fad med ærter. Han skal helst ikke ødelægge det for Tom. Det skal Toms pinlige far, som har trænet til at løbe med ved skolens idrætsdag, heller ikke. Derfor får Tom brug for en hel del geniale ideer.

Ligesom Mille Møgunge er bogen om Tom Gates fuld af sjove illustrationer, fremhævede ord, tanke- og talebobler, så man kan forstå, hvordan den opfindsomme dreng tænker. Det er både kreativt og underholdende.

Liz Pichon
Høst & Søn, 2017

Alderstrin:
Kan læses højt for børn fra 8 år
Kan læses af børn fra 10 år

Antal sider: 341

Pris: 149,95 kroner