Mortilmernee
Måske kender du den populære blog mortilmernee.dk? Louise, kvinden bag bloggen, er vild med at rejse med sin mand og deres to døtre på syv og ni år. Ud over sin passion for boligindretning, deler hun fantastiske billeder og oplevelser fra familiens rejser på bloggen. Her har Børn i byen spurgt Louise om favorit-ferierne.

- HVOR GIK JERES SENESTE REJSE TIL?

Vores seneste ferie var en tur til New York i efteråret 2017: Ti dages storbyferie med bopæl 150 meter fra Time Square, det var helt fantastisk. På nuværende tidspunkt sidder vi og planlægger en kør-selv-ferie syd på, vi har dog ikke helt destinationerne på plads endnu.

MortilmerneeMortilmernee

- HVILKE HAR VÆRET JERES 3 BEDSTE REJSER OG HVORFOR?

De bedste rejser vi har været på, er dem vi har været på de sidste tre år. Det har været ferier, som vi selv har planlagt og tilrettelagt. Det vil sige vi selv har haft 100% indflydelse på de ting, vi har set og oplevet samt de steder vi har boet. Det er noget, vi bruger lang tid på at planlægge. 

Sidste år var vi helt høje over de steder, vi havde valgt. Det var simpelthen 3 helt vidunderlige perler: Først tæt på Cinque Terre i Italien, bagefter lidt udenfor Venedig, derefter et smukt hotel med vild udsigt over Alperne i Østrig for til sidst at lande midt i Prag. Det var virkelig en fin tur!

MortilmerneeMortilmernee

Den første kør-selv-ferie vi tog på var for to år siden, hvor vi kørte impulsivt til Paris. Vejret herhjemme var helt forfærdeligt den sommer, så vi stak simpelthen af! Vi boede ca. 20 km. uden for byen, men havde metrokort ind til centrum, og det var derfor intet problem at bo uden for byen. Den tur var så skøn, og det var her vi i den grad fik øjnene op for, hvor fedt det er at være i en storby med børnene. Vi så, hvor meget de sugede til sig, når vi gik gennem gaderne med hver sit barn i hånden, og snakkede og snakkede om det, vi så. Det er en tur, vi stadig lever højt på. Vi drømmer om at vores næste sommerferie b.la. går gennem Paris igen, den er virkelig vidunderlig.

Efteråret 2016 var vi i Florida med mine forældre, som også var en helt fantastsik tur. USA ligger mit hjerte meget nært, og det var helt sikkert også derfor, vores valg faldt på New York i efteråret 2017. USA er bare så pokkers dyrt, så det er overhovedet ikke noget vi kan gøre hvert år. Det kræver ret meget opsparing - også fordi, at når man er der, så vil man også gerne opleve. Parker som Disney, Universal etc. er meget dyre! Men for os er det et must at opleve de store ting - så venter vi gerne gerne et år til der er sparet penge sammen igen.

LÆS OGSÅ: Rejseinspiration til verdens bedste strande

MortilmerneeParis

- ER DER EN DESTINATION, SOM DU TÆNKER ER DET ULTIMATIVE BØRNEVENLIGE REJSEMÅL?

Nej, jeg tror ikke der er EN specifik destination, der er primært beregnet til børn, men jeg vil så gerne åbne op for, at det IKKE er besværligt at opleve storbyer med børn! De synes virkelig det er super spændende, og jeg forundres hver gang over, hvor meget deres små ben faktisk kan gå!

På storbyferierne skal man selvfølgelig sørge for, at man også har noget for børnene på programmet og lægge pauser ind, hvor der er plads til leg og hygge. Jeg oplever, at vores piger virkelig ser tilbage på storby ferierne med stor glæde. Merle, min store pige, har lige lavet sådan en "Det ønsker jeg mig for 2018"-plan i skolen, og her drømmer hun om at se Eifeltårnet igen samt at opleve USA igen. Det er ikke de hoteller og byer, hvor der har været mulighed for badning, hun på samme måde arkiverer, det ER oplevelserne, og det synes jeg er så skønt.

Dog sørger vi i vores planlægning af længere ferier for, at vi også bor nogle steder, hvor der er pool. I hvert fald når det er sommerferier. Vi synes naturligvis alle sammen, at det også er dejligt at få lidt sol på næsen og at flyde på en luftmadras. På den måde kobler man 100 % af og lader op til en ny oplevelse dagen efter.

- HVILKE SLAGS OPLEVELSER GÅR I EFTER, NÅR I ER PÅ FERIE?

Når vi er i en storby, prøver vi at se så meget som muligt; både museer, store monumenter, oplevelser og gerne en lille bitte smule shopping til mig. Mad går vi ikke så meget op i. Det handler også om, at mad ofte er ret dyrt, og så bruger man på alt for kort tid alt for mange penge. Vi er meget bedre til at snuppe mad med på farten og opleve undervejs. I New York købte vi fx mad i de berømte deli’er hele tiden og tog det med i Central Park og spiste frokost på et tæppe. I Paris sad vi foran Notre Dame og spiste en kage og i Venedig sad vi med benene udover en bro og spiste en sandwich. Det er vi meget mere til...

Central ParkMortilmernee

TIP! Bliv inspireret af Louises flotte rejsefotos og ferieberetninger på hendes blog mortilmernee.dk og Instagram profil mortilmernee. Tjek hashtagget #mortilmerneetravels.

Fotos: Louise Johansen

TIP! Følg Børn i byens Facebookside med rejsetips: Rejser med børn.