Barsel på biblioteket
Barselstiden er en dyrebar tid, hvor nærværet med den lille pode er i fokus. De små børn kræver kærlighed, tryghed og opmærksomhed. Men pludselig kommer den dag, hvor barnet ønsker at komme ud og opleve noget mere. Ud i verden! Bruge sanserne. Sige hej til nye mennesker. Så er det at børnebiblioteket kan være det perfekte sted. Her er 10 gode grunde til at nyde din barsel på biblioteket.

GOD PLADS

I hverdagene er der normalt fred og ro og masser af plads på børnebiblioteket. Der kan dog pludselig komme en børnehave eller skoleklasse og skabe liv. Det er som regel altid hyggeligt og deres besøg er oftest korte.

DET ' GRATIS

Cafébesøg, shopping og diverse aktiviteter for babyer koster penge. Det kan være sin sag at begrænse udgifterne, når man er på barsel. Biblioteket er en frizone, hvor dankortet kan holde en pause. Her kan du bare være dig selv, benytte toilet og puslebord og låne bøger og musik med hjem. Mange børnebiblioteker tillader også madpakkespisning. 

BØGER

Selv små børn elsker at kigge i pegebøger! Bibliotekerne har masser af dem, så du slipper for at købe for mange selv.  

 ANDRE BØRN

Mødet med andre børn kan være akkurat det din guldklump har brug for. Med far eller mor i betryggende afstand kan dit barn gå på opdagelse. Børnebiblioteket faciliterer trygge og børnevenlige rammer, så du kan nemt give lidt ”slip” på dit barn her. Sådan kan man også få nye venner! 

♥ AKTIVITETER FOR BABYER

Mange biblioteker tilbyder aktiviteter som babyrytmik og legestuer, ofte uden tilmelding. Tjek dit lokale bibliotek og se nærmere.

børnebibliotek

LÆS OGSÅ: De 5 fede børnebiblioteker

♥ FEDE LEGEREDSKABER

Dukkehuse, legetøjskøkkener, spil, børnemøbler, huler, sjove installationer, puder og madrasser – børnebibliotekerne er fulde af gode legemuligheder for dit barn! 

 ELEVATOR

Folkebibliotekerne har elevatorer! Det er dermed nemt at få din barnevogn op og ned.

 PUSLE OG AMME

De fleste børnebiblioteker har et puslebord på toilettet. Mangler du et sted, hvor du kan sidde og amme din baby i fred, kan en blød sofa i biblioteket være et godt sted.

 DU MØDER ANDRE FRA DIT LOKALOMRÅDE

Savner du andre voksne at snakke med under din barsel? Biblioteket kan være et genialt sted at møde andre mennesker, helt uformelt og naturligt. Mange mennesker, der har tid til at besøge biblioteket midt om dagen en hverdag, har også tid til en sludder.

 INSPIRATION

Biblioteket er et knudepunkt for kultur, litteratur og viden. Her kan du få input, tanker og idéer til alt mellem himmel og jord. Måske du skal høre noget ny musik? Eller få idéer til indretning af børneværelset? 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.