TV-serien SKAM nåede langt udover sin målgruppe, og fik unge som gamle, også småbørnsmødre i 20'er- og 30'erne, til at hvine uge efter uge. Nu er spørgsmålet om Aveny-T's teateropsætning af SKAM også rammer plet.

SkamSKAM som teater, serr?

"Serr?", var vi mange der spurgte os selv og hinanden, da Aveny-T i løbet af foråret annoncerede, at de ville lave en teater-opsætning af den norske monster-succes SKAM. Mente de virkelig det seriøst? Det var jo nærmest grænsende til blasfemi at ville pille ved den hypede teenageserie, der har opnået kultstatus på rekordtid - ikke kun blandt teenagere, men i alle aldersgruper. For mange kvinder i 20'erne og 30'erne har SKAM været en nostalgisk "walk down memory lane", en erindring om deres egne teenageår. Spørgsmålet er så bare, om teater-versionen af SKAM også rammer plet?. Vi tog til premieren, for at finde svaret...


Genkendelsens glæde

Skam

Allerede fra stykkets start er der knald på både lyssætning og musik. Seriens soundtrack brager derudaf, mens skuespillerne poserer ikonisk på scenen. Ingen af skuespillerne ligner rigtigt karaktererne fra serien, men i kraft af stykkets detaljerede og spot-on kostumer, den letgenkendelige musik og ikke mindst den gule typografi på sceneskærmen, ligner det nærmest en tro kopi af Skam-universet. Genkendelsens glæde overrumpler os, og det samme lader til at være tilfældet hos resten af publikum, der hujer og klapper, da stykket går i gang.

Nostalgi og ikoniske scener

Stykket er baseret på første sæson af SKAM, og har derfor fokus på dennes hovedperson, Eva. Men modsat den originale serie skifter teaterstykket fokus mellem alle karakternene, og vi får på den måde fortalt første sæson udfra både Noora, Vilde, Chris, William og alle de andre karakterers synspunkter. Et sjovt twist, der er med til at opretholde flow, og får tingene til at glide, til trods for, at første sæson er blevet komprimeret til 1,5 time. Trods denne nedkogte version formår stykket alligevel at genskabe de mest komiske, ikoniske og elskede scener. Isaks fortolkning af I'm Yours, Williams slow-motion entré i skolegården og "Fy faen så vakker du er", Nooras Justin Bieber-sang og "Slutt å gå rundt som en jævla klisje", besøgene hos skolelægen - de er der allesammen, og udløser klapsalver og højlydte grin hos publikum. Vi er godt underholdt og en smule nostalgiske - men indrømmet: hold op, vi savner det norske sprog! Replikkerne falder altså en smule til jorden på dansk, og det samme gør enkelte skuespilspræstationer - dog ikke så meget, at man ikke kan se igennem fingrene med det.

Aveny-TFlot hyldest - men intet nyt under solen

SKAM på Aveny-T er på mange måder en rigtig vellykket forestilling. De tekniske virkemidler som musikken, lyset, scenen, sms-korrespondancerne og live-skype på storskærmen fungerer super godt. Det samme gør komprimeringen af det narrative forløb, flowet og ikke mindst genskabelsen af de elskede scener. Stykket er en fantastisk hyldest til serien, men foruden de små karakterskift og lidt indlagt sang, tilføres der intet nyt til SKAM-universet. SKAM på Aveny-T er tro mod serien, hvilket måske også er meget klogt, hvis ikke teatret vil have hele Kosegruppa.dk og andre inkarnerede SKAM-fans på nakken.

Så hvis du trænger til et godt grin og et break fra voksenlivet, kan du roligt hive veninderne - eller måske dine store teenagebørn, hvis du har sådan nogle - ind og se SKAM på Aveny-T. Det bliver et nostalgisk gensyn med alle de bedste SKAM-moments.

Børn i byen giver SKAM på Aveny-T 4 stjerner ud af 5: ★★★★
Aveny-T
Spilleperiode: 15. sept.-28. okt. 2017
Varighed: 1 time og 35 minutter
Køb billetter HER.

TIP: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.

Fotos: Aveny-T