Yes, endelig må man lege med maden! Det er den oplevelse man får med en Shufflebook fuld af Louisa Lorangs lækre opskrifter. ’Kom og spis med os – børn i køkkenet’, hedder den, men hvad er en shuffle-fætter egentlig, og hvorfor er det jeres nye bedste legekammerat i køkkenet?

En Shufflebook er hverken en bog eller har sider – det er en lille kasse med 30 nummererede bogkort. På 28 af dem er der opskrifter på børneklassikere som kyllingenuggets og risengrød, men også moderne retter som makiruller og rispapir wrap. Alle kort er sat grafisk smukt og overskueligt med billeder af hver ret. På de sidste sider er der huskeregler og vejledning i børnehøjde.

LÆS OGSÅ: Bedre søvn til din baby med zoneterapi

shufflebook5 ting, der gør Shuffle-opskrifter sjovere

1. I kan spille ’bingo-mad’, dvs. at barnet siger et tilfældigt nummer på et kort, som så er den ret, I skal lave. I kan også sammensætte en hel ’bingo-menu’ på den måde, og er I alligevel ikke til en 3-retters med æggesalat, koldskål og risengrød, så gør det udforskningen af retterne og samtalen om mad til en leg.

2. I kan bruge bogkortet som indkøbsseddel, fordi det har en størrelse, der er nem at have med ud at handle – jo, der er læring i at skrive indkøbssedler med barneskrift, men nogen gange er det meste af energien brugt, inden man kommer i gang i køkkenet.

3. I kan spilde helt vildt på kortet, mens I laver mad. Alle kort er nemlig overtrukket med film (ikke børnehave-laminerede, men glatte på den proffe måde), så de er lige til at tørre af efter madlavningen og sætte tilbage i kassen.

4. Madlavningen bliver mere overskuelig for barnet, fordi I kan nøjes med at have det kort fremme med den opskrift, I skal bruge. Ikke noget med en hel bog med en masse sider, der kan forvirre og flytte fokus hen på ’jamen, nu vil jeg altså hellere have’ …

5. Opskriften bliver også nemmere for barnet at gå til, fordi der kun kan stå lidt på et kort. Teksterne er skrevet i et enkelt sprog og guider barnet, så tingene bliver gjort i den rigtige rækkefølge (man bliver så træt, når man midtvejs i en opskrift læser, at kogevandet, man smed ud i starten, nu skal bruges, ik!)

Er der slet ikke noget kedeligt at sige?

Jo, pastelfarverne på bogkortene er smukke, men også lidt kedelige. Der er ikke så meget tjubang over måden, retterne bliver præsenteret visuelt. Desuden er nogle af retterne kun snacks.
Det kan give lidt diskussioner, når barnet endelig har valgt et bogkort og KUN vil have pomfritter. Det kunne være dejligt (for forældrene), hvis der var et tip på kortet til, hvad man kunne lave til, så familien fik et måltid ud af det – uden at barnet fik følelsen af, kun at have lavet en ret og ikke have lavet mad. På den anden side afhænger det jo af barnets alder, om det skal stå for en ret eller et helt måltid, og Shufflebooken henvender sig på den måde til børn fra 3 til 100 år. Thumbs op herfra!

Fire en halv ud af fem stjerner: ★(★)
"Kom og spis med os - børn i køkkenet" af Louisa Lorang
www.shufflebook.dk
Udgivet september 2017
Vejl. udsalgspris: 199 kr.