Ismageriet
Ismageriet er rykket tættere på centrum - fra Kongelundsvej til hjørnet af Rued Langgaards Vej og Emil Holms Kanal - få skridt fra DR Byen og Koncerthuset. Isen er stadig blandt byens bedste.

Stedet var blevet så populært, at det var nødt til at finde større lokaler. Ismageriet byder på nogle af byens lækreste is, og mange har allerede fundet den nye adresse. Selv en gråvejrsdag er der kø næsten helt ud på det lille torv foran Ismageriet.

Heldigvis har stedet forudset den store søgning, og der er masser af ekspedienter iført pebermyntegrønne forklæder og kasketter til at betjene kunderne. Betjeningen sker faktisk så hurtigt, at vi ikke når at finde ud af, hvad vi skal have, før vi er fremme ved disken. Det giver lidt prop, mens vi bestemmer os, men ekspedienternes gode humør smitter, og stemningen i køen er forventningsfuld og afslappet.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Isoteket

IsmagerietDer er alle de is, vi kender og elsker, og så er der nogen, vi ikke har smagt før som fx hvidchokolade med lakrids og citron, rabarbertrifli is og havtorn sorbet. Men vi skal holde børnefødselsdag, så valget ender på en islagkage.

Det er en god idé at bestille islagkage på nettet en dag før, man skal bruge den, men man kan også være heldig, at Ismageriet har nogle på køl, og det var vi: En lækker lagkage med mælkeis med nutella og kiks, jordbærsorbet og hvid chokolade.

Vi fik isen med hjem i en boks bag på cyklen, og to timer senere var den klar til at spise. Selv om den var i hård konkurrence med jordbærkager fra byens bedste bagere, blev islagkagen fødselsdagens absolutte hit både blandt børn og bedsteforældre.

Ismageriet har masser af siddepladser både ude og inde samt et toilet, hvis man fx har brug for at vaske hænder, så vi skal helt sikkert afsted igen inden længe.

Fem ud af fem stjerner: 
Mikado House, Rued Langgaards Vej 6E

2300 København S
www.ismageriet.dk

Følg Ismageriet på Facebook