Funtasia er legelandet for dem, der ikke skal bruge en hel dag på indendørs leg, men som har lyst til en kortere og billigere smuttur i legeland, hvis de for eksempel er ude at handle i Rødovre Centrum.

I shoppingcentret Rødovre Centrum finder man ikke kun de sædvanlige butikker, men også det indendørs legeland Funtasia. Det er af naturlige årsager ikke lige så stort som de fleste andre indendørs legelande, men det tjener også et lidt andet formål.

Her tager man ikke til, hvis man skal have otte timer til at gå i legeland, men hvis man alligevel er i nærheden eller på shopping i centret og har børnene med, er det nemt at stoppe her. Med timebetaling er det nemlig muligt at komme forbi til en uforpligtende legetur.

Derfor kan man også se stamgæster i form af bedsteforældre, der har en fast passedag og kommer hver tirsdag med børnebørnene.

LÆS OGSÅ: De 5 indendørs legelande

En pause for børn og voksne

For mormor Winnie Gammeltoft fra Brønshøj er det ikke blevet en tradition endnu, men hun har taget sine to børnebørn på tre år med for første gang og er godt tilfreds med beslutningen. Børn i byen møder hende siddende ved et bord ved siden af legepladsen og med avisen foran sig.

- Der er ikke plads til at være så vilde derhjemme, og de to kan råbe og skrige hele dagen, så vi tog herud, hvor de kan opleve noget andet, og jeg ikke behøver være efter dem, siger hun.

De to små fætre og kusiner hygger sig i småbørnsområdet, mens andre større børn rutsjer, klatrer og kører på cykler i de andre dele af legelandet, der trods sin beskedne størrelse har lidt af hvert. Også massagestole til forældrene, hvis de også får behov for en slapper på shoppingturen.

Ellers kan man sidde i caféområdet og få en bid mad, en kop kaffe eller noget sødt, mens man lader børnene brænde krudt af i legestativerne. Der er også gratis wifi.

Adresse:
Rødovre Centrum 256 (på 1. sal)
2610 Rødovre

Åbningstider:
Mandag-fredag: 10.00-19.00
Lørdag-søndag: 10.00-18.00

Priser:
Voksne og babyer under 1 år: Gratis
Børn på 1-2 år: 39 kroner per time/69 kroner for en hel dag
Børn på 2-16 år: 49 kroner per time/129 kroner for en hel dag
En slushice: 15-25 kroner
En kop kaffe: 22 kroner

Fotos af Alberte Cornelius:
1. Caféen og legelandet set fra indgangen
2. Winnie Gammeltofts barnebarn i kuglerum
3. Winnie Gammeltofts andet barnebarn på rutsjebanen for småbørn
4. Forhindringsbane
5. Massagestole