En tur på legepladsen er en sikker succes hos de mindste og en udflugt, der kan gennemføres i stort set al slags vejr. Men ofte ender man på den samme legeplads søndag efter søndag efter søndag. Børn i byen har kørt Københavns rutsjebaner tynde og forceret junglen af klatrestativer. Vi guider dig her til fem af byens bedste legepladser.

1. Legepladsen Enghaveparken

I Enghaveparken på Vesterbro kan ungerne boltre sig på den nyrenoverede legeplads, som ligesom Ørstedparkens er bemandet i hverdagene. Og her er masser af muligheder for at udfordre sig selv med klatring og balancegang eller en tur på cykel. Midt på legepladsen står et højt klatrestativ, som mest af alt ligner et edderkoppespind, og ved siden af det et stativ med rutsjebane til de lidt mindre børn. Der er også masser af bænke, hvor man kan sidde og spise sin madpakke, eller mor og far kan drikke kaffe, mens ungerne leger.

2. Bondegården i Remiseparken

Trænger ungerne til lidt landlige indtryk, så besøg bondegården i Remiseparken. Her er både heste, geder, kaniner, høns, grise og en ko. Bondegården er bemandet både i hverdagene og i weekenden. Inde i stuehuset er der forskellige aktiviteter i hverdagene, for eksempel legestue for de 0-3 årige, og det er ganske gratis. I får sikkert ikke ungerne med hjem igen lige med det samme, så tag bare madkurv med, og hæld kaffe på termokanden. Det hele kan indtages ved et af de mange borde, mens ungerne fyrer krudt af på den udendørs legeplads.

LÆS OGSÅ: Bjergvandring på Grand Canaria

3. Guldberg Skole legeplads

Legepladsen ligger mellem Sjællandsgade skole og Meinungsgade og har super lækre faciliteter, der er gennemført ned i mindste detalje. Legepladsen hænger flot sammen med den nyrenoverede plads foran Siemon kirke. Pladsen har noget sydenlandsk over sig og inviterer til at hænge ud på de lækre bænke med kig til Asssistens Kirkegården - og til leg på den seje rutchebane og de flotte trampoliner.

4. Trafiklegepladsen

Trafiklegepladsen i Fælledparken er og bliver et hit. Her er små veje, lyssignaler og fodgængerovergange præcis som i ”voksentrafikken”. I hverdagene er der cykler til låns, men hvis I besøger legepladsen i weekenden, skal I selv have køretøj med, så junior kan give den gas på cykel, scooter, løbehjul eller rulleskøjter. Ved siden af trafiklegepladsen ligger en lille, hyggelig legeplads, og så her bænke og borde, hvor I kan tanke op, når der skal brændstof på rugbrødsmotoren.

LÆS OGSÅ: "København er verdens fedeste by"

5. Ørstedsparkens bemandede legeplads

I det ene hjørne af Ørstedsparken ud mod Nørre Farimagsgade og H.C. Andersens Boulevard ligger en dejlig, stor legeplads. Her er masser af legeredskaber og cykler, man kan køre rundt på. Legepladsen er bemandet i hverdagene, men du kan sagtens besøge den i weekenden, hvor cyklerne dog er låst inde. I det lille hus på legepladsen er der rytmik et par gange om ugen (kræver tilmelding), og i skoleferierne bliver der ofte bagt snobrød på bål udenfor. Hvis du har større børn, kan de gå i kast med den elektroniske legeafdeling ved siden af legepladsen.