At Paris ikke er for børn, har jeg hørt før. Alligevel løb jeg den risiko at tage min datter på seks år med på en ferie til hjerternes by. Her fandt vi ud af, at det ikke passede.
Paris i børnehøjde kan være ret sjov. Også for de voksne.

Eiffeltårnet selvfølgelig
Eiffeltårnet er en af de værste turistfælder, men selvfølgelig skal det bestiges. Børnene har set det på postkort, så det vil være synd ikke at lade dem nyde udsigten deroppefra.
Der er ofte sort af turister og gadesælgere, der sælger tingeltangel, men vi styrer direkte mod trappen og går op til anden etage. Her vil min datter ikke længere. Hun påstår, hun har højdeskræk, så vi tager ikke elevatoren til toppen. Det passer hende fint at blive på anden etage og spise søde popcorn, inden vi tager trappen ned igen.

Notre Dame
Notre dame kirken er helt eventyrlig med dens gotiske look og dens “Gargoyles”, nogle fantasivæsner som beskytter kirken imod onde ånder.
Når man har set nok kirke, kan man besøge den lille legeplads ved siden af kirken. Den er typisk fransk med meget få legeredskaber, men min datter hygger sig alligevel.

Seinen
Det er et must at spise sin aftensmad en aften ved Seinen.
Køb ind i et af supermarkederne på Rue de Rivoli (ved metro Skt. Paul). Der ligger også et par bagerier, der bl.a. sælger lækre sesamflutes. Efter fem minutters gang er man ved Seinen, hvor mange sidder od nyder deres medbragte mad. Stemningen er meget parisisk, sommerlig og hyggelig. Vi havde kortspil med og nød i flere timer bare at slappe af og dingle med benene ud over kanten.

Kunstnerspirer
På Rue de Rivoli (ved Metro Hotel de Ville) ligger “BHV”(Bazar Hotel de Ville), et stort indkøbscenter. På første etage ligger den franske version af “Panduro Hobby”. Vi købte et par blokke, fedtfarver, glimmer og lim. Vi havde en krea-boks med hjemmefra med tuscher og saks. Efterfølgende samlede vi en masse gratis magasiner og lavede hver dag lidt på en stor collage med temaet “Paristur”. Det var rigtig hyggeligt, og samtidig fik vi snakket om vores oplevelser.

Montmartre
Ved Montmartre er der kunstnere overalt, som sælger deres værker. Blandt andet var der en, der kunne lave portrætter af folk i papirklip på et enkelt minut. Det er fascinerende for både børn og voksne at kigge på.
Vi fandt en dejlig skyggefuld park lige ved Sacre Coeur. Her legede masser af børn ved springvandet, og min datter og jeg fik også dyppet tæerne.

Charmerende legetøjs butikker
Hvis shoppelysten melder sig, er der masser af fine legetøjsforretninger i Paris, og en del af dem ligger i gåafstand fra metrostationen Pont Marie i 4. arrondissement. Besøg f.eks.:

Petit Pan, hvor man kan finde sjove rispapirslamper til børneværelset, drager, puder, kludedukker og børnenips i lækkert og sjovt design.

Niou, hvor de har skønne franske børnebøger, masser af spil, udklædning og hånddukker.

Le Bonbon au Palais, hvor man kan købe fint fransk slik præsenteret i fine glaskrukker og på dekorative opsætninger.

Jardin de Luxembourg/Luxembourghaven
I Luxembourghaven må græsset de fleste steder ikke betrædes. Folk sidder pænt på bænke på stierne rundt om de store tætklippede græsplæner. Der kan man altså godt savne Fælledparkens græs at trille rundt i. Til gengæld er parken stor og indeholder en spændende legeplads, som man kan købe sig adgang til.
I parken kan man se dukketeater, og selvom man ikke kan fransk, kan man sagtens følge med i handlingen.
Parken har også byens billigste karrusel til 1.5 euro, hvor man kan øge spændingen ved at sidde på en hest og med en pind fange de ringe, karruselmanden står og vifter med.

Place Igor Stravinski
Tager man metroen til Forum Les Halles, kan man se det fantastiske springvand med roterende, sprøjtende, farverige og sjove figurer skabt af Niki de Saint Phalle og Jean Tinguely. Hver af figurerne illustrerer et at Stravinskys værker, og både min datter og jeg blev meget begejstrede for det.

Pompidoucenteret
Pompidou centeret er sjovt at kigge på udefra med alle dets rør og de udvendige rulletrapper. Det er gratis for børn at se udstillingerne, og ofte er der udstillinger specielt for børn, så det er bestemt et besøg værd.

Savner man flere udflugtsmål, er der masser. Gadeteater, Disneyland, en tur med turistbusserne eller –bådene. Der er også Bois de Bologne, som er et stort grønt område i det vestlige Paris. Faktisk så stort, at der er en campingplads.

Med andre ord: Paris ER for børn.

 

Læs også:
Paris i børnehøjde med åbne sanser

Hemmelige Paris

Til tops i Eiffeltårnet