Søs og Alexander er Børn i byens super aktive mor og baby på barsel, der bruger rigtig mange af byens aktuelle barselstilbud. Her tipper Søs om fem anderledes barsels-aktiviteter, som du også kan prøve under din barsel.

International mødregruppe

Kunne du tænke dig at være med i et internationalt miljø sammen med din baby? Søs har boet både i Moskva og Zürich, hvor hun havde stor glæde af internationale expat-grupper. Da hun kom tilbage til Danmark, savnede hun det internationale netværk og meldte sig derfor ind i den internationale expat-gruppe i Danmark, kaldet LINK.
Søs synes, det er fantastisk at mødes med mødre og børn fra hele verden under sin barsel. De mødes typisk til ”Play Group”, hvor børnene leger, eller til ”Music & Movement”, hvor de synger og spiller instrumenter. I sommer var gruppens medlemmer til ”Garden Parties” hos hinanden, hvor de spiste, hyggede og sang. Al kommunikation i LINK foregår selvfølgelig på engelsk.
Du kan læse mere om LINK og gruppens tilbud til mødre HER.

baby i tivoliI Tivoli med baby

Hvorfor ikke tage en tur i Tivoli med baby? Det kan sagtens anbefales. Søs var i Tivoli med sin mødregruppe og spise på Påfuglen. Fire mødre og fire babyer er nok ikke lige drømme-gæsterne på stedet, da de jo både fylder, larmer og roder lidt mere end den gennemsnitlige gæst. Men mødrene oplevede alligevel at få den bedste betjening. Der var masser af højstole, så alle babyerne kunne sidde med til bords – og personalet var virkelig søde til at hjælpe.
Puslefaciliteterne var gode og der var både sprit, papir og poser. Efterfølgende gik mødregruppen en lille tur rundt i Tivoli. Søs anbefaler, at man tager i Tivoli uden for primetime, da man jo fylder lidt, når man går rundt med barnevogne.

LÆS OGSÅ: 10 gode grunde til at nyde din barsel på biblioteket

Hardcore efterfødselstræning 

Crossfit med baby – kan man det? Ja, faktisk. Hos Crossfit Copenhagen tilbyder de nemlig Crossfit-hold, hvor babyer er velkomne. Søs har prøvet CrossFit holdet i centeret på Vesterbro, kaldet Centralen. Det var noget af en oplevelse! Det var mega hårdt og sveddryppende, fortæller Søs. Der blev trænet med tunge vægtstænger og lavet mange hop! Instruktøren skrev træningspasset op på en tavle – og så var det ellers om at lave så mange gentagelser som muligt på tid.
CrossFit med baby er for dig, der ikke har nogen efterfødselskomplikationer og allerede er i god form, eller drømmer om at komme tilbage i topform på meget kort tid. Medbring et lille tæppe, som du kan lægge din baby på.

Undervandsfotografering 

Med undervandsfotografering i DGI-byen får du flotte, anderledes og professionelle billeder. Søs og mødregruppen har været til undervandsfotografering med babyerne. Her fik de alle taget billeder af hver enkel baby, over såvel som under vand, og efterfølgende et gruppebillede til minde om en skøn barselstid sammen.
Det koster 100 kr. at blive fotograferet inkl. entré til svømmehallen. Hvert billede koster 70 kr. og bliver sendt til din mail en uges tid efter fotograferingen, så man i ro og mag kan udvælge de billeder, man ønsker at købe. Det er fantastisk at have et anderledes fotominde af sin baby!
Du kan læse mere om babyfotografering i DGI-byen HER.

Babybio 

Kan man gå i biografen med en baby? Ja, det kan man sagtens. Flere af byens biografer tilbyder nemlig konceptet ”Babybio”. Søs og Alexander har to gange været til baby-bio i Falkoner Biografen på Frederiksberg. Hun var af sted med mødregruppen, så de lagde babyerne på et par tæpper foran deres stolerække, så de kunne ligge og ”lege” med hinanden. Til baby-bio er lyden dæmpet, og der er dæmpet lys i salen, så man nemt kan se, hvad de små laver. Søs anbefaler at man evt. vælger en lidt forudsigelig film, da man trods alt ikke har fuld opmærksomhed på skærmen hele tiden.
Barnevognen stiller man i biografens foyer, med eller uden baby i. Alle barnevogne får et nummer, og så holder personalet opsyn med dem. Hvis en baby skulle vågne grædende i sin barnevogn, bliver man hentet. Pusle-faciliteterne er i top, og der er både stillet bleer og servietter til rådighed. Amning eller sutteflaske kan nemt klares i salen.

OBS! Som Børn i byen klubmedlem kan du tage en ledsager gratis med i babybio hos Empire Bio hver onsdag, og i Valby Kinos babybio får du 20% rabat hver tirsdag og 1. lørdag i måneden. Se mere HER.

Fotos: Søs Krogsgaard og DGI / Aquafoto.dk

TIP! Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.