Forrygende fastelavn
Den rangerer helt oppe – ved siden af juleaften og lige under børnefødselsdagen. Fastelavn er altså én af årets absolut sjoveste højtider. Det synes i hvert fald rigtig mange af de unger, der allerede under årets tøndeslagning begynder at planlægge, hvad de 'skal være til næste fastelavn'. Men højtiden hører også til blandt dem, som alle forældre (læs mødre) kan slippe nogenlunde godt fra – ligegyldigt om man er gør-det-selv-ekvilibrist eller BR-og-en-rask-tur-til-bageren-typen. For de fleste børn er taknemmelige, bare de får serveret fastelavnsboller og selv får lov til at bestemme, hvad de skal være udklædt som. Når det er på plads, er der blot tilbage at finde den rette fastelavnsfest – og dem er der heldigvis rigtig mange af i kattekongernes og -dronningernes København.
I år falder fastelavn sammen med Valentines Day søndag den 14. ferbuar 2010.

Brønshøj Torv. Lørdag d. 13/2 kl. 11. Fri entré - gratis kakao og fastelavnsboller. Der er udendørs tøndeslagning for alle børn mellem 0 og 17 år og deres voksne. Der er forskellige tønder til de forskellige aldersgrupper - også én til de voksne. Bag arrangementet står den lokale forældregruppe Forældre For Fred.
Kulturstationen Vanløse. Lørdag d. 13/2 kl. 11. Fri entré - gratis fastelavnsboller. Arrangementet starter i børnebiblioteket, hvor fastelavnsrisværkstedet er åbent. Fra kl. 12 er der tøndeslagning på tagterassen. Der er forskellige tønder til de forskellige aldersgrupper. Og fra kl. 13 går det store fastelavnsoptog fra Vanløse Torv. Alle udklædte kan være med.
Kulturhuset Islands Brygge. Søndag d. 14/2 kl. 13. Fri entré - kakao og fastelavnsboller kan købes i Bryggens Spisehus. Der er indendørs tøndeslagning for de 0-3-årige - børn over 4 år slår katten af tønden udenfor. Der er mulighed for at blive malet i ansigtet. Fra kl. 15 spiller Kibsgaard & Brygmann fastelavnsjazz i Børnejazzklubbens regi. Der tages entré til koncerten.
Børnekulturstedet Vesterbro. Søndag d. 14/2 kl. 13. Entré: 30 kr.. Billetter skal købes i forvejen. Arrangementet indledes med en koncert, og derfeter skal tønderne have nogle slag. Præmier til bedst udklædte samt kattekonger og -dronninger.
Kulturhuset Pilegården. Søndag d. 14/2 kl. 12.00. Entré: 40 kr.. Godter og fastelavnsboller inkluderet i billetprisen. Arrangementet starter med tøndeslagning i gården, hvorefter alle går i salen og bedst udklædte samt kattekonger og -dronninger kåres. Derefter, kl. 14, er der koncert med Peter & Stoffer.
Nationalmuseet og Nytorv. Søndag d. 14/2 kl. 11. Fri entré. På museet er der fri leg med Bakkens Pjerrot, Klovnecolumbine og Klovneharlekin. Derefter går turen mod Nytorv - akkompagneret af trommerytmer fra Copenhagen Carnival - hvor katten skal slås af tønden. I Nationalmuseets museumsbutik kan man købe de fineste kostumer, hvis ikke man er udklædt i forvejen.
Zoologisk Have. Søndag d. 14/2 kl. 10. Entré: Indgangsbillet til Zoo. I Zoo kan I følge maskeruten, se på dyrenes masker og spise fastelavnsboller. I kan også vælge enten selv at male hinanden i ansigterne eller betale 50 kr. for en professionel ansigtsmalings-maske.
Karens Minde Kulturhus. Søndag d. 14/2 kl. 13. Fri entré. Tøndeslagning for både børn og voksne i kulturhusets gård. Enhedslisten Sydhavnen står bag arrangementet.
Støberiet/Blågårds Plads. Mandag d. 15/2 kl. 13. Fri entré - og masser af slik, lover arrangørerne. Tøndeslagning for alle børn ude på Pladsen.
Zoologisk Museum. Mandag d. 15/2 kl. 11. Fri entré - tilmelding nødvendig. Arrangementet er kun for børn, der er klædt ud som enten dyr eller plante. Tøndeslagningen - slå tigeren af tønden - foregår udendørs på plænen foran museet, og vinderne kåres til tigerkonger og -dronninger.
Amagermuseet/Hovedgaden i St. Magleby. Mandag d. 15/2 kl. 13. Fri entré. Arrangementet starter på museet, hvor besøgende kan bese den særlige fastelavnsudstilling og købe amagerpunch og æbleskiver i museumscafeen. Kl. 16 dundrer en flok galopperende heste ned ad hovedgaden, alt imens deres ryttere prøver at ramme den tønde, der hænger spændt ud over gaden. Vinderen kåres som tøndekonge.
Tjek også dit lokale kulturhus, dit bibliotek og ikke mindst din kirke. Det vrimler vitterligt med fede fastelavnsfester. Husk også, at de store supermarkeder er næsten lige så velassorterede som legetøjsbutikkerne, når det kommer til udklædningstøj. Og det er som regel en smule billigere. Står du derimod og mangler de helt rigtige accessories til det perfekte kostume, kan du formentlig hverken finde dem blandt dagligvarer eller legetøj. Men spøg og skæmt-butikken 'Fest & farver' på Jagtvej, lige i nærheden af Nørrebros Runddel, har garanteret det, du skal bruge. Den er virkelig et besøg værd.
den 02. februar 2010











