Thomas Skov
Hvordan mon Thomas Skov Gaardsvig bruger byen med sin lille familie? Her tipper han om Enghave Parkens legeplads, fish'n'chips og hurtigtkørende toge!

Hvem: TV-vært Thomas Skov Gaardsvig, gift med Emilie og far til lille Ellen på to år.

HVAD HAR DU SIDST LAVET MED DIN DATTER I BYEN?
- I går var vi - igen igen - en tur på Carlsberg Station for at kigge på tog. Der kommer tog hvert andet minut, og min datter er lige nu i en alder, hvor tog er det helt store hit.
Jeg synes, det er vidunderligt hvordan jeg kan slæbe det ene stykke legetøj efter det andet hjem, men der er intet af det dyrt indkøbte skrammel, der slår et tog, der kører forbi i høj fart. “FUT FUT,” råber hun af sine lungers fulde kraft. Det er enormt sødt.

ER DER EN SÆRLIG CAFÉ ELLER RESTAURANT, DER HITTER HOS JER?
- Vi kommer en del i Westmarket. Det ligger ret tæt på, hvor vi bor, og der er alt, hjertet begærer. Min datter har tabt sit hjerte til sådan noget fish’n’chips, man kan købe derovre. Det er lige hende, så der kommer vi en del.
- Og så vil jeg vove den påstand, at hun kan finde hen til bageren i mørke med bind for øjnene. Hun kan sniffe sig frem til den der bananmuffin, som hun elsker.

LÆS OGSÅ: De 5 madmarkeder

Thomas SkovHAR I EN FAVORIT-LEGEPLADS?
- Den, vi bruger mest, er den i Enghave Parken. Den har en fin størrelse. Der er masser at lave. Det kan godt være den hænger lidt med mulen hist og her, men der er både sandkasser og svævebaner, og så ligger den dejligt tæt på. Så fra vi får ideen om at tage på legeplads til vi er der, går der måske fem minutter.

HVAD LAVER I, NÅR I SKAL SLAPPE HELT AF I FAMILIEN?
- Haha, slappe af - hvad er det nu lige det er?!
Vi har en lille have, hvor vi bor. Der kan vi sidde i solen og drikke en kop kaffe og spise et par jordbær eller 10. Så kan min datter løbe rundt og spille bold eller cykle på sin lille cykel.
Jeg er vokset op med masser af græs hjemme i Jylland, så jeg savner af og til at have en kæmpe have, men den lille have vi har, tager lige toppen af abstinenserne. 

HAR DU ET "HEMMELIGT" BØRNEKULTUR-TIP TIL BYEN?
- Jeg låner lige et kulturtip fra min bedre halvdel. Min søde hustru og min datter har været til såkaldt kreadag på Vesterbro Bibliotek. Det var tilfældigt de opdagede det, og så var de ikke til at slæbe hjem igen. Så det er ikke sidste gang, og hvem ved, måske skal jeg med næste gang.

TIP! Læs med på Thomas Skovs blog www.thomasskov.dk.

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.