Bare en times flyvetur fra København ligger et fantastisk eventyrland, hvor børnefamilier kan opleve både Hakkebakkeskoven, Kardemomme By og Kaptajn Sabeltand: Ved Kristiansand i Norge finder man nemlig forlystelseshaven Dyreparken i naturskønne omgivelser med masser af fortryllende overraskelser til gæsterne.

Annonce

HakkebakkeskovenPå rejse gennem Hakkebakkeskoven

Børn i byen besøgte i 2015 Dyreparken og har lutter gode minder fra de fortryllende dage. Der er ingen tvivl om, at især vores tur gennem Hakkebakkeskoven gjorde stort indtryk på os: På et specialbygget tribunetog kørte vi gennem den helt særlige skov, hvor Mikkel Ræv pludselig dukkede op. Børnene, der var ombord på toget, satte sig helt frem i sæderne, da Mikkel Ræv sneg sig ind på Klatremus, der dog hurtigt hoppede i sikkerhed oppe i et træ.

HakkebakkeskovenSynet af Thorbjørn Egners folkekære figurer i skoven var så fint og fængslende, at vi fuldstændig glemte den norske sprogbarriere. Både små og store var helt opslugte under den 40 minutter lange køretur, der førte os forbi Bagermester Harepus' bageri og endte ved Bamsefars fødselsdagsfest. ”Hip hurra for Bamsefar, som er så sød og rar”, sang vi alle ivrigt med sammen med skuespillerne, der var udklædt som skovens dyr. Til sidst måtte vi fordøje de medrivende oplevelser med et hvil på skov-caféen, hvor vi selvfølgelig snuppede en af Harepus’ dobbelt-pebrede peberkager!

Stor nyhed i 2017: Hakkebakkeskoven Filmstudio

Siden Børn i byens besøg for to år siden har kun endnu flere børn lært Thorbjørn Egners klassiker at kende. Dyrene i Hakkebakkeskoven har nemlig netop haft premiere som biograffilm, og er allerede blevet set af over 430.000 biografgængere i Norge. Derfor inviterer Klatremus nu Dyreparkens gæster med bag kameraet for at vise, hvordan filmen blev til. Her er tale om årets splinternye attraktion, hvor Klatremus guider gæsterne gennem en fascinerende filmverden, der bl.a. viser en masse modeller, dukker, kulisser og rekvisitter fra den populære film. Filmstudiet åbner den 10. juni 2017.

Kardemomme By og Kaptajn Sabeltands slaraffenland 

Dyreparken er enorm og har oplevelser til mere end én dag. Derfor anbefales det at overnatte i parken for at få maksimalt udbytte af besøget – og overnatningen er i sig selv en oplevelse, da det er ikke er helt almindelige steder, man bor som gæst. Børn i byen indkvarterede sig fx på intet mindre end Kaptajn Sabeltands hotel; Abra Havn! I en gennemført sørøverby med kanoner, træhuse og tovværk boede vi i vores egen lille sørøverhytte. Her var udsigt til en lille bugt, hvor Sørøverskibet, ”Den sorte dame”, kl. 8 om morgenen gled ind og vækkede os med kanonskud!

Kardemommeby

Et andet sted i Dyreparken overnatter gæsterne i Kardemomme By, som er en idyllisk oase, der ser ud fuldstændig som vi kender den fra Thorbjørn Egners historie: Med fyrtårn, politistation, brandstation, bager, sporvogn og ikke mindst de tre røvere, der i ny og næ lister syngende rundt i byen. Også Tante Sofie, Politimester Bastian og flere af de andre velkendte figurer kigger ind i mellem forbi.

I 2016 åbnede Kardemomme By-attraktionen Cirkus Jesper – et ægte cirkus med ægte artister, manege, lys, klovner og stemning. Det eneste som ikke er helt ægte er dyrene. I Cirkus Jesper møder gæsterne ”løven”, fru Bastian, linedanseren Columbine, den dansende hest Hippokrates, akrobater og mange flere. Der er garanti for latter og spænding!

Meget mere eventyr...

Hakkebakkeskoven, Kardemomme By og Kaptajn Sabeltands univers er bare en del af den populære norske forlystelsespark, der også rummer dyrepark, badeland, forlystelser og legepladser. Dyreparken er en oplagt destination for danske børnefamilier, der vil underholdes og imponeres af vilde oplevelser – kun en sviptur væk.

Nyttige links:
- Tjek Dyreparken.no for priser og overnatning
- Tjek VisitKristiansand for andre oplevelser i området
- Widerøe flyver fra København-Kristiansand. Flybilletter bookes her.
- Tjek Colorline.dk for overfart inkl. indgangsbilletter til Dyreparken

Fotos: Dyreparken