den norske skærgård
Vi er vilde med Norge, der rammer eventyrlysten hos både store og små. På denne ferie er vi taget en tur til den norske skærgård, hvor vi får de skønneste naturoplevelser.

Vi har efterhånden stor erfaring med at rejse i Norge - for vi intet mindre end elsker det land som både vinter- og sommerferiedestination. Norge er et land, der rammer eventyrlysten hos både os voksne og vores fire børn. Hidtil har vi rejst meget i vildmarksområderne og nydt de majestætiske fjelde og de store vidder. Denne gang er vi i stedet taget til den sydlige del af Norge, nærmere bestemt den norske skærgård.

Vi ankommer om aftenen til Tregde Ferie, der ligger i området Mandal i det sydlige Norge. Her får vi tildelt en stor rummelig hotellejlighed med udsigt direkte til skærgården. Næste morgen bliver vi vækket af ungerne, der står og hopper omkring sengen, og siger at vi bare MÅ komme med dem nu. Vi skal se noget! Vi vakler søvnigt efter børnene, der viser os ud på balkonen, hvor vi mødes af det smukkeste syn af en solskinsmorgen. Skærgården ligger blikstille hen, og klipper og både kunne lige så godt have lagt sig på et spejl - så stille er vandet. Vi må knibe os selv i armen for at forstå, at det er virkeligt. Vi kommer hurtigt i tøjet og får tilberedt en lækker morgenmad, som vi nyder med den spektakulære udsigt.

norske skærgårdSightseeing med fuld fart

På havnen lejer vi os ombord på en kæmpestor rib (gummibåd) og hyrer en guide, der kan tage os ud på vandet, så vi kan lære området at kende. Det er en hurtig båd, hvis type bliver brugt af de militære eliteenheder, og vi kommer lynhurtigt rundt i området og får dannet os et overblik. Vi kommer forbi de smukkeste steder med idylliske bygder, der ligger helt ned til vandet. De fleste af husene har små bådehuse i stedet for garager, for her i området er det nemmere at sejle ende at køre i bil.

LÆS OGSÅ: På ferie i Lalala-land

fisketurFisketur med fangst

Dagen efter, da vi er blevet klogere på området, lejer vi selv en stor motorbåd og stævner ud for at se om vi kan være heldige at fange aftensmaden selv. Det er en afslappende tur, hvor vi sejler til små strande, hvorfra vi bader og skiftevis fisker. Ombord på båden har vi et ekkolod, og kan følge med i fiskestimerne omkring os. Pludselig råber en af drengene, at han har bid! Stangen bøjer kraftigt nedad, og linen bliver trukket afsted med voldsom fart. Det er en virkelig kæmpe, der har hugget til, og en større kamp med fisken går i gang. Til sidst må fisken overgive sig, og vi får den halet ombord.

Vores dreng er ved at revne af stolthed over, hvad han har fået på krogen - en kæmpe torsk - og med sine otte år må han bruge alle sine kræfter på at løfte den til et trofæbillede. Aftensmaden er reddet, og vi steger fisken og spiser nye kartofler med smørsauce og stegte svampe til.

På elgsafari

Næste dag, da mørket falder på, tager vi på elgsafari. Sammen med en gruppe andre turister kører vi stille rundt i mørket i en stor jeep med et kæmpe spotlys rettet mod skov og marker. Aftenen bliver til nat og ungerne begynder at falde i søvn. Med ét sker der noget og chaufføren retter sit spotlys mod en stor skikkelse. Alle vågner op og ser en kæmpe majestætisk elg, der løber i stor fart ved siden af vognen badet i det skarpe lys. Det er en eventyrlig oplevelse at opleve naturen så nærværende, og ungerne bliver helt stille, mens de bare betragter. Vel hjemme igen kravler vi alle trætte i seng og falder i søvn til det klukkende vand fra skærgårdens bredder.

LÆS OGSÅ: Ned i gear på Østkreta

fyrtårnsferieFyrtårnsferie

Den sidste dag sejler vi rundt mellem en række små øer, der hver har deres eget fyrtårn. Det er blevet en trend at tage på fyrtårnsferie i skærgården, hvor en række fyr er blevet indrette til vandrerhjem. Det er afsindigt flotte lokationer med den vildeste udsigt - og gæsterne mæsker sig i friske rejer og fisk, mens dagen går på hæld. Ungerne plager om vi ikke næste år kan tage på en sådan fyrtårnsferie og det er så absolut slet ikke umuligt, at det lige præcis er det vi gør. Min kæreste og jeg kan godt se os selv sidde der med udsigt fra fyret med kølig hvidvin og pilselv-rejer, mens ungerne løber grinende rundt med bare fødder på de smukke klipper, mens solen synker orangerødt i havet.

Fakta:

  • Tregdeferie.no ligger 40 km. vest for Kristiansand
  • Fra Danmark er den hurtigste rute at sejle med færge fra Hirsthals til Kristiansand eller at tage Oslofærgen - køreturen fra Oslo er ca. 5 timer.
  • Mere info på visitsorlandet.com

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.