Cana Buttenschøn
Hvordan mon Cana Buttenschøn bruger byen med sin familie? Her guider hun til yndlings-legestederne, favorit-caféen og hjemmebiograf!

HVEM: Blogger Cana Buttenschøn, gift med musiker Thomas Buttenschøn, og deres drenge Jens (5 år) og Peter (2 år). 

HVAD HAR DU SIDST LAVET MED DINE BØRN I BYEN?
- Vi har lige været til Legesøndag i DGI-byen, som mine drenge elsker! Det er en gymnastiksal, som bliver fyldt op med store madrasser, bolde, reb og alt muligt sjovt, som børnene kan boltre sig i, i timevis. Det er smadderhyggeligt og så koster det kun 50 kroner pr barn.

ER DER EN SÆRLIG CAFE ELLER RESTAURANT, DER HITTER HOS JER?
- Det er faktisk ikke så længe siden jeg opdagede café Sweet Surrender på Vesterbro; en lille non-profit-café, som er skabt for småbørnsfamilier. Der er legetøj til børnene, lækker mad, god kaffe og en uhøjtidelig stemning. Derudover er der, så vidt jeg ved, en masse forskellige arrangementer dernede, som jeg tror er smadderhyggelige.
Vi har kun været der i almindelig åbningstid, men det har været en stor succes hver gang –, den ene gang, hvor de ikke havde så travlt, sad der en medarbejder og tegnede med min store dreng i lige knap en time, imens jeg kunne sidde og sludre med min veninde og drikke skoldhed kaffe. Dét er altså luksus!

HAR I EN FAVORIT-LEGEPLADS?
- Vi bruger faktisk en del legepladser, primært på Østerbro, hvor Tårnlegepladsen i Fælledparken nok står i toppen af listen, fordi man ofte kan købe sig en kaffe og en pandekage derhenne; i hvert fald når solen skinner. Eller Vandlegepladsen i Fælledparken når det er sommer. Dén er fed!

LÆS OGSÅ: De 5 madmarkeder

Cana ButtenschønHVAD LAVER I, NÅR I SKAL SLAPPE HELT AF I FAMILIEN?
- Så laver vi hjemmebiograf! Vi har egentlig ikke noget særligt stort TV, men det er smadderhyggeligt at se film med nedrullede gardiner og madrasser på gulvet, imens vi spiser hjemmepoppede popcorn. Og hvis ikke vi kan blive enige om at se film, så læser vi bøger – det hitter altid. Især Bare Kald Mig Tofte, som faktisk er navngivet efter én af Jens’ bamser.

HAR DU ET HEMMELIGT BØRNEKULTUR-TIP TIL BYEN?
- Jeg ved ikke om det er spor hemmeligt, men jeg synes det er genialt. Det er Remisen på Østerbro, som jeg synes er fuldstændigt fantastisk! Det er en bemandet indendørs legeplads, med masser af plads til både at spille bold, klatre i tårne, rutsje hurtigt og fordybe sig i tegnerier eller legobyggeri – og så er det helt gratis!
Jeg synes simpelthen, at det er et helt genialt sted, og jeg håber sådan, at Københavns Kommune på et tidspunkt får øjnene op for det, så der bliver etableret lignende steder i flere andre bydele også, for det er guld værd for os som børnefamilie.

TIP! Følg Cana Buttenschøns blog HER, hvor hun efter eget udsagn stiller sig op som et spejl, så kvinder midt i livets største højde- og lavpunkter kan lade sig inspirere til at ville, til at turde og til at gøre.

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.