børnemeditation
Der er gode grunde til at tage dit barns søvn alvorligt. Børn i dag sover i gennemsnit én time mindre om natten end for 25 år siden. Skærme og travle hverdage er nogle af forklaringerne herpå. Børnene bliver holdt vågne af uro i kroppen og tankemylder. Her giver forfatter, Gitte Winter Graugaard, fakta og gode råd til at skabe gode puttestunder ved hjælp af børnemeditation. 

Børn har brug for deres søvn

Der er mange gode grunde til at lære dine børn at få gode sovevaner. Et studie med 10.085 mødre fra 14 lande har vist, at: 

1. Børn med faste sengetider sover bedre, længere og har nemmere ved at falde i søvn.
2. Børn med faste sengetider sover i gennemsnit en time mere om natten, end børn hvis sengetider skifter.
3. Børn med faste sengetider er mere i balance.

Kilde: “Study shows that children sleep better when they have a nightly bedtime routine”, American Academy of Sleep Medicine 2015.

Hvad sker der om natten i dit barns krop?

Når børn sover nok om natten, sætter kroppen en masse skønne funktioner i gang, som er med til at skabe balance og sundhed hos børn både fysisk og psykisk. Når vi sover, renser hjernen sig selv, lagrer viden og gør plads til en ny dag med mange indtryk. Derfor ser vi også, at børn, der sover for lidt, har sværere ved at overskue dagen, har dårligere humør og bliver mere opfarende.

LÆS OGSÅ: Sig farvel til snotnæse-børn med zoneterapi

børnemeditationSkab ro med børnemeditation

Forfatter Gitte Winter Graugaard står bag bogen ”Børnemeditationerne I mit hjerte”, som hun skrev for at lære sine egne børn at skrue op for selvværd og selvkærlighed ved at få øje på alt det smukke, de har i deres hjerter. Det viste sig hurtigt, at kombinationen af børnemeditation, en nærværende forælder og temaet om kærlighed var en skøn måde for Gittes egne børn at falde i søvn på. ”Mine piger elskede at høre meditationerne og faldt i søvn som ved et trylleslag aften efter aften”, fortæller Gitte Winter Graugaard.

I en travl hverdag har vi som forældre meget vi skal nå. Det betyder, at vores energi også bliver lidt hektisk. Hvis vi effektiviserer putningen eller er fraværende, mens vi putter børn, påvirker det vores børn.

”Bogen giver forældrene en automatisk overgang fra en måske hektisk, travl to-do energi til en rolig, nærværende og kærlig energi, og ofte skal der ikke mere end 10-15 minutter til, så sover barnet. Som forælder handler det om at lære sin egen energi at kende og finde ud af, hvordan den påvirker vores børn. Ofte kommer vi langt ved at forstå, hvordan vores humør og energi påvirker vores børn. Det kræver, at vi bliver bevidste som forældre og ikke blot kører på autopilot”, forklarer Gitte Winter Graugaard.
Herunder får du forfatterens fem bedste råd til, hvordan du kommer godt fra start, hvis du selv har lyst til at prøve børnemeditation med junior.


Kom i gang med børnemeditation - sådan gør du

 Til at starte med er det rart at finde et roligt tidspunkt på dagen til at prøve børnemeditation. Senere kan du lave meditationer når som helst, hvor som helst. Et godt tidspunkt er sengetid. 

 Læs stadig dit barns yndlingsbog om aftenen, hvis dit barn er meget glad for en bog eller flere bestemte bøger. Læs først den I plejer og tilbyd så at udvide putteseancen med en børnemeditation, som du fx kan finde i bogen "Børnemeditationerne I mit hjerte".

 Mærk efter, om du selv har overskud til at kunne guide dit barn ind i meditationen, og vælg især i starten at læse meditationer højt, når du selv har overskud og ro selv. Din energi og dit humør er meget vigtig for dit barns oplevelse af meditationerne. 

 Prøv selv at forestille dig billederne fra meditationen og mærk efter undervejs, så hjælper du dit barn.

 Ofte falder børn i søvn undervejs eller lige bagefter. Så vent med at tale med dit barn om oplevelsen til dagene efter. Spørg ind til om barnet kan huske noget fra meditationen, og hvordan barnet har oplevet det. Måske kan I prøve at tegne oplevelserne fra meditationen. 

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.