Bananmuffins
Forkæl familien med disse bananmuffins, der er perfekte til at redde det sidste ud af de brunplettede bananer, der ligger på køkkenbordet. Ud over at være fantastiske som lækkert mellemmåltid er bananer nemlig også fortrinlige i bagværk, hvad enten det er muffins, brød eller kage.

Om hvid hvedemel

Denne opskrift indeholder hvid hvedemel, som, modsat hvad mange tror, er fuldkornsmel. Navnet er opstået, da hvid hvede har lyse skaller modsat almindelig hvede der er mere brunlig. Når hvid hvede males, bibeholdes den lyse farve på trods af, at alle skaldele er med i posen. At alle skaldele er med i produktet, medvirker at meltypen hører under ‘fuldkorn’.
Du kan bruge hvid hvedemel i alle de typer bagværk, hvor du gerne vil have den almindelige hvedemels egenskaber med et højere indhold af fibre og fuldkorn.

Det skal du bruge (12 muffins):

3 modne bananer
100 g sukker
1 æg
50 g smør
100 g chokolade, mindst 70%
50 g grahamsmel
150 g hvid hvedemel
½ tsk vaniljepulver
2 tsk bagepulver

LÆS OGSÅ: De 5 opskrifter på hjemmelavede ispinde

Sådan gør du:

Mos bananerne og tilsæt sukker samt vanillepulver. Du kan starte med at bruge halvdelen af sukkeret og vurdere, om det skal være sødere. Alt efter bananernes modning, kan der være stor forskel på, hvor meget sukker det er nødvendigt at bruge.

Smelt smørret og rør det i.

Pisk ægget i blandingen.

Hak chokoladen groft og rør det i. Mængden kan justeres eller chokoladen kan helt udelades.

Bland de to meltyper og rør det i blandingen sammen med bagepulveret.

Pas på ikke at røre for meget i dejen, da den ellers bliver tung og sej.

Fordel dejen i 12 forme, og bag dine bananmuffins ved 175 grader i 20 minutter, eller til du kan stikke en strikkepind i, uden der hænger dej ved.

Bag opskriften står Cecilie Jacobsen på sundhedsmediet Carrotstick.dk.
Carrotstick.dk består af seks sundhedsspecialister (P.B. Ernæring og Sundhed), der beskæftiger sig med sundhed, mad og kommunikation. Carrotstick laver opskrifter, kostvejledning, workshops, skriver bøger og arrangerer sundhedsretreats. Du kan også finde kostplaner og andet spændende på Carrotstick.dk