Disney On Ice
Alle Disney-drømme blev til virkelighed, da Disney On Ice indtog Forum i vinterferien. Et imponerende feel-good-show spækket med ægte eventyr-magi.

De var der alle sammen. Vores venner fra Disney universet. Mickey og Minnie åbnede showet, og snart dukkede Anders And og Fedtmule op på isen med ønsket om at lave en film – straks var Mickey og Minnie klar med en stribe forslag, der tog publikum gennem en stjernespækket kavalkade af de største Disney klassikere. En række internationale, prisvindende skøjteløbere udgjorde det for de velkendte Disney-figurer, der alle gled elegant rundt på isen i en imponerende koreografi og fantastiske kostumer.

På publikumsrækkerne, der var stablet op omkring skøjtebanen som i et amfiteater, sad masser af børn i deres fineste Askepot-kjoler og med Mickey Mouse ører i håret. Fingrene i popcorn-poserne og med øjnene spilet helt op. Det er overvældende, når de figurer, man kender fra bl.a. Disney Sjov pludselig bliver levendegjort og danser omkring lige for øjnene af én dernede på isen! Wow!

LÆS OGSÅ: Opskrift: Fastelavnsboller

Disney On Ice"Lad det ske, lad det skeeee..."

I 2017 fejrer Disney 100 års jubilæum og derfor var der i år skruet ekstra op for showet. Det var da også den ene sprudlende scene efter den anden, der udspillede sig på isen. Højdepunktet for min seksårige datter var uden tvivl showets længste optræden; nemlig da elskede Anna og Elsa sammen med Kristoffer og snemands-filuren Olaf nærmest smeltede isen med de velkendte favoritsange og kærlighedsscener fra gigant-succesen Frost, herunder alle små pigers yndlings favorit-skråle-med-strofe ”Lad det skeeee”.
Også det kinesiske Mulan-univers, Aladdin-eventyret og den muntre ”Hakuna Matata” fra Løvernes Konge imponerede – at se det pruttende vortesvin, Pumba, skøjte rundt på glatis fik os alle til at grine højt!

Disney On Ice er en kæmpe oplevelse for alle aldre – naturligvis især for de mindste – og det kan kun anbefales at booke billetter, når showet med stor sandsynlighed vender tilbage i 2018. Men spar gerne op til fornøjelserne i god tid. Billetpriserne er fair nok, da der leveres et kvalitetsmættet show. Dog er priserne for snacks og merchandise i forbindelse med showet temmelig høje, og det kan jo være svært at give guldklumpen et nej til blinkende Elsa-tryllestave og regnbuefarvet Olaf-slushice. 

Fire ud af fem stjerner: 
Disney On Ice ”100 års magi”, 2017.
Set i Forum, København.
www.disneyonice.com/dk

TIP: Hvis du skal se showet i 2018, så tag den lune sweater med og husk evt. uld-undertøjet under de lette prinsessekjoler, da temperaturen i arenaen pga. skøjtebanen kun ligger på 16-18 grader. 

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.