Holder I vinterferie i uge 8, og er på udkig efter børnevenlige oplevelser? Så se med her, Børn i byen har nemlig samlet en guide med masser af fede aktiviteter for jer, der holder ferie i uge 8.

FERIESJOV PÅ MUSEERNE

Kaj og AndreaBørne-TVs historie
(Gen)se en fantastisk kavalkade af TV-klip, dukker, rekvisitter og kostumer fra mere end 60 års børne-tv-historie på Greve Museum. Mød fx Jørgen Clevin, Kaj og Andrea, Anna og Lotte, Ramasjang-rullinger og klassens nye superhelt, Sprinter Galore. Børn må lege, røre og selv gå på opdagelse i udstillingen, ligesom de i rullingeværkstedet kan lave deres egne rullinger til DRs kommende Mini MGP. Åbent tirsdag-fredag.

I fodsporet på Christian 4.
Kom med rundt i kong Christians 4.s gemakker med Rosenborg Slots læringspilot hver dag den 11.-26. februar. Efter omvisningen kan børnene komme med i kroneværkstedet og kreere deres helt egen konge-eller dronningekrone, ligesom Christian 4. selv var med til at tegne sin egen krone. Fra 5 år.

Masser af leg
Børnenes Arbejdermuseum kan ungerne lave deres egen kludedukke, arbejde som bybude i købmandsbutikken og sortere flasker på bryggeriet. De kan også lege i den lille lejlighed fra 1930’erne. I vinterferien er der gratis skattejagt på museet. Åbent hver dag den 11.-26. februar. ★ Medlemmer af Børn i byen Klubben sparer 20% på entréen til Arbejdermuseet.

Menneskekroppe med hud og hår
ARKENS nyåbnede udstilling GYS! Er den levende? består af 31 ’hyperrealistiske’ skulpturer, der både kan være grænseoverskridende og lidt skræmmende. I uge 8 er der dagligt (fra tirsdag-fredag) workshop for de 6-12 årige og deres voksne, hvor der skal arbejdes med at vække skulpturerne til live. Workshoppen koster 50 kr. pr. person.

Gå fra sans og samling
Glyptoteket lever skulpturerne deres helt eget liv. Eksperter har længe udforsket deres fabelagtige verden, men alle gåder er ikke løst endnu: Hvordan holder Vandmoderen styr på alle sine børn? Kan Løvegudinden Sakhmet lide ost? Og hvordan tænder romerne lys i Festsalen midt om natten? Hjælp Glyptoteket med at løse gåder i Skulpturernes Verden i uge 8. Åbent fra den 21.-26. februar. Især for de 7-15 årige.

Gå på opdagelse i de kongelige gemmer
Kom med på en rejse ind i de kongelige slottes støvede kroge på Amalienborg. Alle børn er inviteret indenfor i de kongelige gemmer i vinterferien, hvor de kan låne en mini-kuffert og gå på opdagelse i de mange, mange gemte sager. Aktiviteten finder sted fra den 13.-26. februar i tidsrummet kl. 11-16. Rundturen er for børn i alderen 6-12 år ifølge med voksne og varer ca. 60 min. Det er gratis for børn at besøge museet og låne kufferten.

TÆT PÅ DYR

ØresundsakvarietVinter i Zoo
De nordiske og arktiske dyr er i deres es om vinteren, så smut en tur i Zoo og glæd jer til at opleve, hvordan sæler, rensdyr, isbjørne, polarræve og moskusokser føler sig hjemme i det kolde vejr. ★ Medlemmer af Børn i byen Klubben får 10% rabat på entré og årsaftaler i forsalg, året rundt.

Gemmeleg med havdyr
Vær med til gemmeleg på Øresundsakvariet, og kig på havdyrenes evner til at camouflere sig. Alle dage den 11.-26. februar kan I høre om de mange forskellige camoufleringsevner hos havdyrene - med mulighed for at komme helt tæt på og røre ved de forskellige dyr.

FILM OG TEATER

Rundetaarn Peter LunnMaskesjov og teater i Rundetaarn
Fra den 13.-25. februar kan børn i alle aldre opleve teater og maskesjov i Rundetaarns Bibliotekssal. Hver dag åbner salen med underholdende teaterforestillinger for børn. Det hele er inkluderet i almindelig entré til tårnet (25 kr. for voksne og 5 kr. for børn 5-15år). Forestillingerne begynder kl. 10 og varer 30-50 minutter. Indgangen til Rundetaarn vil disse dage kunne ske allerede fra kl. 9.40. Derudover kan ungerne hver eftermiddag kl. 13-16 skabe masker af pap, karton, dimser og dippedutte i værkstedet - med hjælp fra Janne Kjærsgaard fra Heksen børne- og dukketeater.

Fede film i ferien
Der er intet så hyggeligt som en tur i biografmørket. Der er masser af film på plakaten lige nu. Biografernes børneprogram byder denne vinter på klassikere som Far til fire, Lego Batman og Smølferne. Tjek: Overblik: Vinterens børnefilm.

Fortryllende børneteater
Byens børneteatre er oplagte i vinterferien og børnene vil elske et lille magisk øjeblik. Der er masser af forestillinger at vælge imellem. De yngste vil fx elske Riddersalens Åbent Hus om den forsvundne tøjhund Hunni, mens de store børn over 7 år vil blive tryllebundet af Teatrets Zeppelins opsætning af klassikeren 1001 Nat – få overblik over byens aktuelle forestillinger her: Guide: Vinterens bedste børneteaterforestillinger.

ANDERLEDES OPLEVELSER

Copenhagen ComicsCopenhagen Comics
Den 25.-26. februar fylder Copenhagen Comics Øksnehallen med alt det bedste fra tegneseriens verden: Butikker og forlag præsenterer spritnye serier og antikvariske sjældenheder. Her er der masser af aktiviteter og workshops for tegneglade og tegneserielæsende børn og unge, hvor professionelle tegneserieskabere lærer fra sig.

Frost Festival: The Wave
Frost Festivalen
lyser mørke februar op med lysinstallationer og koncerter rundt omkring i byen. For børn vil værket The Wave på Ofelia Plads være spændende. Oplev et 80 meter langt og fire meter højt interaktivt lys- og lydværk bestående af 40 porte. Når publikum bevæger sig gennem værket, reagerer portene med lys og lyd - og dermed er man selv med til at skabe værket, der hele tiden skifter udtryk. Værket er åbent alle dage den 4.-26. februar kl. 06-24. Der er gratis entré.

Cirkus Panik
Cirkus Panik giver den fuld gas med artisteri, klovneri, svimlende luftakrobatik og spektakulær udfordring af tyngdeloven den 13.-21. februar. Cirkus Panik kalder det selv en vitaminindsprøjtning af livsglæde, gåpåmod og turbo humør! ★ Medlemmer af Børn i byen Klubben får billetter til 50kr (normalpris 70kr.)

Bibeldetektiverne
Den 23. februar åbner Frederiksholm Kirke dørene for spændende bibelskattejagt, historiefortælling og børnevenlig mad for både børn og forældre. Luppen skal pudses, og øjnene spærres op, så I kan snuse jer frem til den gode bibelhistorie. Når brikkerne er faldet på plads, skal hele den gode historie høres. Bagefter serveres hjemmelavet aftensmad til både børn og deres forældre.

FASTELAVN

MaskerDIY-projekt: Pynt og masker
Kreative DIY-projekter er perfekt, indendørs underholdning for børn på kolde vinterdage. Så slip fantasien løs og bliv klar til fastelavn med hjemmelavede masker og festlig pynt. Tjek: DIY-fastelavn med Panduro

Fastelavnsfester
Den sidste weekend i uge 8 er det fastelavn, og byen bugner derfor med masser af festlige fastelavns-arrangementer. Afslut ferien med manér, og fejr dagen med tøndeslagning, sjov og ballade! Tjek: Guide: Fastelavnsfester i København

Fotos: 1) DR af Ulla Voigt 2) Øresundsakvariet af Tania Lundberg Lykkegaard 3) Rundetaarn af Peter Lunn 4) Copenhagen Comics 5) Panduro masker af Caroline Hemmingsen

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.