Okker gokker
Dig og mig. Dig og mig og vi to. Nede i Fru Hansens kælder. Der er både æg og masser af skæg. Vi kender alle rim og remser fra dengang, vi selv gik i træskostøvler og elefanthue.

Forestillingen Okker Gokker i Det Lille Teater har endnu engang med stor nænsom kreativitet og musikalitet skabt en forestilling, som giver de mindste en stor og blød oplevelse. Også for de små på bare 2 år, som er i teatret for første gang.

Det er et lyseblåt rum, som er rammen for den lille legende forestilling i vuggestuebørnehøjde. Lyset er tændt og skuespillerne er på scenen fra starten. Alting emmer tryghed. Rim og remser fra Okker Gokker og Abel Spandabel danner ordrammen og forestillingen er af høj kvalitet både i ord, ramme og skuespil.

Med stor varme og musikalitet bliver vi præsenteret for Peter Mathiesen på grisen, Birgitte Birgitte Begøje, Hatten af i klassen og En lille hvid dukke, der rejste til Paris… rim og remser, som fletter sig mellem hinanden i nye musikalske og legende fortolkninger. De mindste børn kan genkende ordene, og de lidt større kan selv rime med, hvilket de gør med glæde på bænkene.

LÆS OGSÅ: Guide: Vinterens bedste børneteaterforestillinger

Den enkle scenografi, sjove rekvisitter og skøre løjer på scenen overrasker nænsomt og magisk, og skuespillernes præstationer er meget nærværende, mens deres både fjollede og søde spil også rammer humoren hos det voksne publikum.

Når det handler om teater, handler det om at turde være i det uforudsigelige rum med åbne sanser. Okker Gokker er en fin og tryg forestilling for de mindste til at tage det skridt.

Tag derfor jeres lille barn eller barnebarn med, parkér klapvognen i gården og tag den lille i hånden over de høje trin. Det er den fineste måde at lære teatret at kende på.

Fem ud af fem stjerner: 
Okker Gokker, Det Lille Teater
Spilleperiode: 26. januar - 30. april 2017
Aldersgruppe 2 - 5 år
Køb billetter HER

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.