Mangler du en god familiejulegave eller mandelgaveidé? Så læs med her! Bezzerwizzer fejrer nemlig 10-års jubilæum og har i den anledning lanceret et helt nyt Bezzerwizzer familiespil.

bezzerwizzer familie
Quizspillet Bezzerwizzer har siden udgivelsen i 2006 taget det meste af Danmark med storm. Der ligger faktisk et Bezzerwizzer-spil i over en halv million danske hjem! Nu har folkene bag spillet lanceret Bezzerwizzer Familie, der tillader både børn og voksne at spille med på lige vilkår.

Ved hvert spørgsmål er der nemlig tilknyttet en ledetråd, som kun børnene må læse. Der er ligeledes tilføjet et nyt element i quizspillet, der tager udgangspunkt i billeder. Udover de 2400 klassiske quizspørgsmål indeholder spillepladen 300 billeder, som både indgår i spørgsmålene og i ledetrådene. Det gør det muligt at koble et quizspørgsmål til et visuelt billede og dermed gøre spørgsmålet mere konkret for barnet. 

Quizspil i børnehøjde

Designet på det nye Bezzerwizzer Familie er blevet meget mere børnevenligt. Spillepladen er fire gange så stor som ved det klassiske grønne Bezzerwizzer og pladen er fyldt med forskellige billeder, der bringes i spil undervejs. Spillebrikkerne er i nye smukke nuancer med farverne rød, lilla, gul og blå. 

Fra det klassiske grønne Bezzerwizzer er der blevet skiftet ud i et par af quizkategorierne, så der nu også findes en "hverdags"-kategori og en "spil og leg"-kategori. Spørgsmålene er skrevet i et børnevenligt sprog, så hele familien kan forstå spørgsmålets karakter. Et spørgsmål med ledetråd kan se sådan ud: bezzerwizzer familie

  • Hvad hedder Popcaps computerspil, hvor man med bl.a. svampe og solsikker skal forsvare sit hjem mod en stor flok hjerneædende fjender? Ledetråd: Det er zombier, som man kæmper imod.
  • I hvilken serie af ungdomsfilm kan man se Mette Horn og Samuel Heller-Seiffert i rollerne som akavet mor og søn? Ledetråd: Hovedpersonen er ofte meget flov over sin mor.
  • I hvilken by boede Jomfru Maria og  Josef, inden de drog til Betlehem, hvor Jesus blev født? Ledetråd: Når man taler om Jesus, siger man gerne Jesus fra N... .

Sværhedsgraden svinger meget fra spørgsmål til spørgsmål, således at der er nogle kategorier, hvor den voksne er ovenpå og andre hvor barnet er ovenpå. Dette giver en god dynamik i spillet og tillader hele familien på tværs af generationer, at blive stimuleret.

I det nye Bezzerwizzer Familie kan hele familien få lov at sætte deres paratviden i spil, og det er virkelig morsomt, når alle får lov at komme på banen med hver deres specifikke viden. Bezzerwizzer Familie kan i høj grad anbefales til alle der elsker et godt quizspil.  

BEZZERWIZZER Familie
Antal spillere: Fra 2 og op
Aldersgruppe: Fra 10 år og op
Antal spørgsmål: 2400
Vejl. pris: 399 kr.
Kan købes i legetøjsbutikker, supermarkeder, webshops og boghandlere.

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.