Er du på barsel og på udkig efter ideer til indretningen af børneværelset? Eller mangler du blot et skud fotografisk og æstetisk inspiration? Så se med her! Børn i byen giver dig 5 fine barselsprofiler, som med garanti vil inspirere dig, hvad end du er til barselsindhold, interior eller visuel æstetik.

fromthebloch
@fromthebloch

Winnie Bloch på 31 år bor på Sjælland sammen med sin mand og 3 børn. Hendes profil er en blanding af interior- og modebilleder og billeder af hendes søde børn. Hendes stil er enkel, med smukke nordiske farver. Winnie beskriver selv sin profil således: ”Jeg bruger aktivt Instagram som mit frirum, og for at ”stikke lidt af”. Min feed indeholder billeder fra flere verdener. Min mor-verden, min interior-verden og min fashion-verden. Jeg går ikke op i at den har en rød tråd, men prøver i det hele taget bare at være mig og ”os”. Derfor finder du også spontanitet og sort humor, og ikke opstillede billeder.”  

made.by.mee
@made.by.mee 

Jill er 36 år, gift med Peter og bor i Tårnby. De har lige fejret 3 års bryllupsdag og har været sammen i 5 år. Hun har tre børn: Celina på 10 år fra et tidligere forhold, Maximilian på 4 år, og lille baby Louie fra 8. september i år med Peter (i Jills egne ord – ”en turbo fødsel fra helvede på bare 2 timer!”).
Jill har været på Instagram i ca. 2 år, og tager ligesom @fromthebloch de mest vindunderlige billeder af sin indretning. Hendes hjem emmer af grå, neutrale nuancer og monokromatisk stil. I Jills egne ord: ”Vores stil er nordisk, enkel med masser af dansk design. Alt i grå toner”.

carolineenehring
@carolinenehring

Caroline bor i Ørestad sammen med sin mand Anthony Bogdan og deres lille datter Molly May på 5 måneder. Sammen blogger de om mode og livsstil (og det at være nybagte forældre) på www.anewkindoflove.com. Bloggen er i dag en fultidsbekæftigelse, som parret lever af. På Instagram har de begge en mørk og romantisk stil, da både deres hjem og garderobe er præget af farverne sort, hvid og især grå - en stil som også præger deres babyunivers. Se også Anthonys profil her.

gittemoeller
@gittemoeller 

Gitte Møller er 36 år og bor nord for København sammen med sin mand Jesper og sine 3 børn: William på 8, Julie på 2,5 og Oliver på godt 4 måneder. Parret er netop igang med at bygge hus i udkanten af København, og glæder sig til det står klart til foråret. Gitte elsker at tage lyse billeder af sin hverdag og børn, og gør et stort nummer ud af teksterne til sine billeder: ”Mange gange tager det lidt overhånd, og det forsøger jeg at plastre ind i en god portion humor”, siger hun.

laurapshort
@laurapshort

32-årige Laura Short bor i Holland og fotograferer de smukkeste øjeblikke af hverdagslivet med sine to drenge, Magnus på 5 år og Nils på 9 måneder. Hun har sans for detaljen i hver enkelt fotografi: billeder af blomster og hendes børn, fulde af lys og tekstur og beskåret til perfektion. Hendes stil er minimalistisk og præget af nordiske toner med en vintage ”feeling”. Her ses pudder toner, baby strik og de sødeste blonde krøller mod baggrund af blomster.  

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.