hodja
Den fantastiske historie om Hodja fra Pjorts utrolige oplevelser på et flyvende tæppe, kender de fleste voksne danskere. Nu har de mulighed for at tage deres børn og børnebørn med til Folketeatrets skønne opsætning af historien.

Sangteksten, som mange af os sikkert hører for vores indre øre med Sebastians røst, er fascinerende for både børn og barnlige sjæle:

"Østen for solen og vesten for månen, syv vilde vinde skal bære dig østen for solen og vesten for månen."

- Hvem ville sige nej til en tur på det tæppe?

Med ganske få virkemidler inviterer Folketeatret os, om ikke med op på tæppet så ind som tilskuere, til et visuelt meget, meget fint flyve-illusionsnummer: En smuk stjernehimmel, bølgende og flagrende kæmpe stykker stof omkring tæppet, der "svæver" et stykke over jorden og en god gang vind(maskine) i skuespillernes hår. Så tror man næsten på flyveturen. I hvert fald hvis man er fem år gammel.

LÆS OGSÅ: Teateranmeldelse: Frøken Ignora eksploderer

Selvom Folketeatret i Sebastians dramatisering ikke lægger sig helt tæt op ad Ole Lund Kirkegaards bog, ender alt selvfølgelig godt. Hodja får en krukke guld med hjem, som ikke optræder i bogen, og han bliver også forelsket i den smukke, stærke og ret seje Ayshia, som vi heller ikke kender fra bogen. Men det tilgives hurtigt, for hun er en dejlig heltinde og rollemodel for en fem-årig.

Som i alt godt børneteater er der vittigheder på "hahaha, han tabte tøjet, mor!"-niveau til børnene og indforståede voksenjokes a la Hodjas mors tirader om, hvor længe han skal gå i skole: 

"Først ni år i skole, så tre år i gymnasiet, så på universitetet, og så skal du ud og have et arbejde, så du kan betale din studiegæld af og spare op til din pension!"

Kort sagt var både min datter og jeg begejstrede for Folketeatrets udgave af Hodja fra Pjort. Og min umiddelbare vurdering var, at resten af salen delte vores begejstring.

Fem ud af fem stjerner: 
Hodja fra Pjort kører på Folketeatrets Store Scene frem til den 16. december 2016 og tager derefter på turne i resten af Danmark fra den 11. januar til den 12. marts 2017.
Billetter købes via www.folketeatret.dk.