Har I hørt om Tom Gates? Den tossede lille fyr, der har taget hele verden med storm? Hvis ikke, så læs med her, når Børn i byen anmelder den nyeste Tom Gates-bog. 

Tom Gates - Min geniale verden er en hylende morsom bog til de 7-12 årige. I bogen følger vi den engelske dreng Tom, der i dagbogsform reporterer direkte fra sit drengeliv. Bogen fungerer som en form for notesbog, som Tom hele tiden har med sig, og suppleret med fede tegninger og kruseduller beskriver Tom på humoristisk vis sit liv i detaljer. 

tom gates min geniale verdenTom er en almindelig og til tider ret uartig skoledreng, der opnår meget nydelse ved at plage sin ældre søster Delia. Han er mester i at slippe uden om sure pligter, lektier og skældud, og så holder han af at tegne i sin notesbog og spille i sit mega seje band "Dog Zombies".

I Tom Gates - Min geniale verden kommer Toms yndlingsband til byen. Tom gør alt hvad han kan for at få billetter til koncerten, og måske kan han finde en måde at invitere klassens sødeste pige Amy med? Det er bare lidt svært at koncentrere sig, når man også skal huske at genere sin storesøster mindst én gang om dagen, finde et fedt logo til sit eget band, huske at rede sit hår og lave de der lektier... 

LÆS OGSÅ : Boganmeldelse: Ny illustreret udgave af Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer

Der er vanvittigt meget sjov og kreativitet, for drenge i særdeleshed, i denne illustrerede juniorbog. Forfatter Liz Pichon har genskabt et realistisk drengeunivers, der indeholder fabelagtige børnesprogsdialoger og skønne stregtegninger. På autentisk vis beskrives et overstadigt tempo af uheldige hændelser, som medfører høje grin og fnis. 

Tom Gates - Min geniale verden er en oplagt frilæsningsbog, der i høj grad lever op til udsagnet på bogens forside - "Læs den og dø af grin"!

Alderstrin: 7+ 
Tom Gates - Min geniale verden
Forlag: Høst & Søn
Vejl. pris: 149,95 kr

TIP: Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge.