Er du også en af dem, der gerne vil fylde mere grønt i din familie, men er træt af altid at ende med de sædvanlige grøntsagsstænger og pitabrød? Så skal du måske have fingre i Linn Grubbstöms nye kogebog Mad for begyndere – mere grønt.

Det kan godt være Mad for begyndere – mere grønt er tiltænkt næsten-voksne, unge mennesker, der er fløjet fra reden og skal til at kokkerere i egne gryder, men den kan altså også bruges af børnefamilier!

Intentionerne om mere grønt
Vi er mange småbørnsforældre, der uge efter uge kæmper med den daglige aftensmad for hele familien. Ofte hænger de sædvanlige travere os langt ud af halsen, men alligevel ender vi i en travl hverdag med at servere spaghetti bolognese, frikadeller og pitabrød igen og igen… Fordi det fungerer for ungerne og fordi overskuddet måske ikke rækker til den store opfindsomhed, når man står i supermarkedet klokken fem minutter i ulvetime. Intentionerne er der dog – vi VIL jo gerne forny os og vi VIL jo gerne spise mere grønt. Men er det ikke bare lidt indviklet og tidskrævende?

LÆS OGSÅ: Lauras Bakery: Pariseroase på Værnedamsvej

Det er ikke så svært
Nej, ikke hvis man spørger Linn Grubbström, der er kvinden bag kogebogen Mad for begyndere – mere grønt. Det behøver ikke være så besværligt. Og slet ikke med denne kogebog ved hånden. Her er nemlig tale om 63 opskrifter i trin-for-trin fotos. Faktisk så overskueligt og tilgængeligt, at også familiens store børn fra ca. 10 år og opefter vil kunne være med ved køkkenbordet! Alle opskrifter er simpelthen fotograferet fra start til slut. Første foto viser alle ingredienserne, der skal bruges, og så følger man ellers bare opskriften foto for foto, til det færdige måltid står klar til at blive spist.  En virkelig enkel introduktion til at forvandle ”mystiske” grøntsager som fx asparges, fennikel og spidskål til nemme og lækre hverdagsretter.
Kogebogen er desuden inddelt i forår, sommer, efterår og vinter, sådan at man nemt kan bruge sæsonens aktuelle grøntsager.

Medmindre dine børn er meget kræsne eller smagsforskrækkede, er der masser af indbydende alternativer til de traditionelle børnefamilie-retter at hente i bogen. Hvem vil fx ikke gerne sætte tænderne i friske forårsruller, en lækker frittata med bacon og æble eller fristende banan-ispinde med chokolade?

Mad for begyndere – mere grønt
Forfatter: Linn Grubbström 
Forlag: Samvirke
Antal sider: 172
Udgivet: 24. august 2016
Vejl. pris: 199,95 kr.

Linn Grubbström er madblogger på frokenkraesen.com, madfotograf og opskriftsudvikler. Hun har tidligere udgivet bestselleren Mad for begyndere.

TIP: Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge.