Går turen forbi Paris kan man nu for første gang opleve en rigtig Broadway-musical i børnehøjde. Det er trylleri, sang og flotte kostumer i den nyopsatte muscial Mickey Mouse and the Magician i Disneyland Paris.

Da den store tryllekunstner, Mr Magician, beder Mickey Mouse om at gøre rent i hans værksted, bliver fristelsen for stor for den kendte Disney-mus. Han begynder selv at eksperimentere med tryllestav og krystalkugle og begiver sig ud på en rejse med at finde sin egen indre magiker.

Det går selvfølgelig ikke helt som forventet, og undervejs er der besøg af Belle og Udyret, Den gode fe og Askepot, Alladins Ånd Genie og og den gamle kloge abe, Rafiki, fra Løvernes konge.

Eurodisney har i år valgt at satse stort på en opsætning af en musical med mange af koncernens eventyrlige karakterer. Det er en imponerende musical-opsætning med flotte kostumer, dans, sang og en medrivende fortælling for alle børn fra 3 år og op, som tilskuerne i den franske forlystelsespark kan opleve.

LÆS OGSÅ: Temmelig fræk Dirty Dancing i Operaen

Broadway i børnehøjde
Børn i Byen var med til premieren, og musical-formatet er utrolig velegnet til at fortælle de eventyrlige historier fra Disneys univers på en måde, som alle børn fra alle lande uanset hvilket sprog, de taler, kan afkode. Musicalen er et helt nyt tiltag i forlystelsesparken, der ønsker at forny oplevelserne for de tusindvis af børn og deres familier, som hvert år besøger haven nær den franske hovedstad.

Forestillingen vil køre hver dag flere gange om dagen med helt op til 5.000 tilskuer hver eneste dag. Den varer cirka 30 minutter, hvilket er en passende længde for de mindre børn. Og så kan det være en kærkommen pause fra den larmende sol-hede karrusel-park, at krybe ind i det kølige mørke i den store sal og give sig hen til sange af prinsesser i gigantiske kjoler, smukke dansende gazeller og ægte trylleri.

Skuespillerne, der optræder, er alle på vej til at gøre karriere som muscial-stjerner og på den vis får alle børn og voksne mulighed for at få en lille forsmag på, hvad en ægte Broadway-musical byder på. Og det er pailletter, store kjoler, imponerende dans, sang og trylleri og en fortælleform, der får alle børn helt frem i de bløde stole.

FAKTA:
Musicalen Mickey and the Magician opføres i Eurodisney i Paris.
Forestillingen er gratis, når man har betalt entre til forlystelsesparken.
Den varer cirka 30 minutter og der vil være forevisning flere gange om dagen.