Kan en 6-årig finde ud af at bruge karabinhager seks meter oppe i trækronerne? Svaret er ja, og i bil tager det kun 20 minutter at køre til klatreparken, hvor din indre abe kan slippes løs!

”Fint Isabel!” Det er min mand, der råber over til vores yngste datter på 6 år. Hun har lige taget en lang svævebane mellem to træer. Og hun har styr på det med udstyret. Hjelmen sidder som den skal, selen er strammet til, og hun har hurtigt fået grebet om de to karabinhager og den ’rullemarie’, som skal bruges til svævebanerne.

Fem forskellige baner – 2,5 time
Karabinerne er de kroge, der klikkes fast om stålwirerne, som er spændt ud mellem træerne i Københavns største klatrepark. Her er der fem forskellige baner: Fra de forholdsvis lette: lysegrøn og mørkegrøn, til de sværere: blå og rød. Endelig er der den sorte bane, som er et ”frit fald” fra 14 meters højde.

Vi havde fat i de to grønne baner, hvor minimumshøjden er 116 cm. For at benytte den blå skal man være over 130 cm. Når entreen er betalt, har man 2,5 time til at prøve sine klatreevner af, men først skal man en tur på klatreparkens øvebane.

LÆS OGSÅ: Idyllisk dag i Skåne Djurpark

Instruktion og sikkerhed
I GoMonkey klatrepark er det vigtigt at høre ordentligt efter til instruktionen af udstyret, for begynder man at sjuske, kan man pludselig stå usikret oppe i træerne. Børn under 13 år skal være med en voksen på banerne, og da vores kun er 6 og 8 år, var vi glade for at kunne mandsopdække dem. Men instruktionen var virkelig klar, og den lave øvebane var en rigtig god start. Hurtigt klikkede vores piger rundt med karabinhagerne uden problemer, og de var tydeligt stolte over at kunne finde ud af det.

Svævebaner og linedans
Ingen af os havde været i en klatrepark før, men snart er vi bidte af det. I modsætning til så mange andre familieaktiviteter er dette noget, vi alle synes er virkelig sjovt. Pigernes favorit er at suse af sted på svævebanerne. Men her er også forskellige udfordringer i form af liner, reb og net, og det er spændende, hvilken forhindring, man nu når frem til. Vi voksne ser lidt længselsfulde hen mod de sværere baner, men bliver enige om, at vi jo kan vende tilbage, når ungerne er blevet lidt højere.

LÆS OGSÅ: Turist i egen by - 5 hemmelige seværdigheder

Og så er der prisen
Hvad skulle tale imod at vende bilen i retning af Søborg igen i næste weekend? Primært prisen. For en familie med to voksne og to børn (6-9 år), rammer man 700 kroner, hvis man har booket hjemmefra, og 800 kroner, hvis man dukker op uden aftale (og så kan der være ventetid). Så det bliver nok ikke hver weekend, at vi svinger os fra gren til gren hos GoMonkey– selvom det kunne være abeskønt.

Fire ud af fem stjerner: 

Hvad: GoMonkey

Hvor: Vandtårnsvej 4, Søborg (20 minutters kørsel fra centrum)
Pris (book i forvejen): Kr. 140 for 6-9 årige / Kr. 170 for 10-13 årige / Kr. 210 for 14+.
Medbring: Tøj og sko du kan klatre i (ikke åbne sandaler) og gerne elastik til langt hår.

Læs mere: www.gomonkey.dk