Den nye Game on-bogserie er specielt udviklet til det computerspillende segment og er oplagte bøger til de børn, der har svært ved at trække sig væk fra skærmen. 

I Game on 1: Hævnen er sjød møder vi 11-årige Lucas, der elsker at spille computerspil. Helst ville han gerne bruge både dag og nat i gang med at dræbe onde skurke foran skærmen, men hans mor har andre planer for ham. "Skulle vi nu ikke prøve at tage hen og se, om det var noget med håndbold?" spøger hun ham bedende, men Lucas er urokkelig. Han vil kun spille computerspil. 

En aften hvor Lucas har listet computeren med ind under dynen, sker der noget usædvanligt. Computeren begynder at ose og syde, og pludselig står der fire klassiske computerspilshelte foran ham på værelset. Et skyggemonster fra computerspilsverdenen Servercity har taget en bombe med ind i menneskenes verden og Lucas er blevet udvalgt til at hjælpe de fire helte med at få indfanget det ukendte monster og destruere bomben. 

I Game on 2: Nabohjælp finder vi igen Lucas foran skærmen, kun to uger efter besøget fra den brogede computerspilsfirkløver. Da Lucas' computer er brudt sammen i forrige bog, er han nu desperat når hans computerabstinenser melder sig. 

Af mangel på bedre ideer, lister Lucas op på loftet og finder sin fars gamle computer med kasettedrev frem fra støvet. Her kan han spille de gamle klassiske computerspil, men det er svært at koncentrere sig, når hans uhyggelige børnelokkerlignende nabo står i lædertøj nede på gaden og kalder på ham. Naboen har fået nys om, at Lucas' hus er målet for et angreb fra internettet og sammen forsøger Lucas og naboen Erling, at kontakte de fire computerspilshelte fra Servercity, for at få hjælp til at modstå angrebet. 

Forfatterduoen bag Game on-serien, Frederik Hansen og Andreas Riisberg Nederland, skriver i et levende og humoristisk sprog og forsøger at give bøgernes læsere al den spænding de kender fra computerspilsverdenen. På grund af den spilinspirerede form er der massere af action og turbulens i bøgerne, men måske på bekostning af en mere dybdegående karakteropbygning. Forhåbentlig lærer vi seriens karakterer lidt bedre at kende i de kommende bøger.

Game on-serien er oplagt til frilæsning, da bøgerne er opdelt i mange små overskuelige kapitler og skrevet i et letlæseligt sprog. Historierne er dog spækkede med computerspilslingo, som kan være svært for ikke-eksperter at følge med i. Derfor er disse bøger primært anbefalelsesværdige for dem, der har fingeren på pulsen i computerspilsverdenen. 

Alderstrin: 8+ år
Game on 1: Hævnen er sjød
Game on 2: Nabohjælp
Forlag: Forlaget Carlsen
Antal sider: 160 sider og 176 sider
Vejl. pris: 199,95 kr.