Hamlet og mobilsensorer? Shakespeare bringes i den grad ind i det 21. århundrede, når HamletScenen inviterer børnefamilier til nytænkende dukketeater med "animotion" – levende tegnefilm.

Et gravsted og en storskærm
Når man går ind for at se Hamlet Ghost Story, drages man ind i universet, allerede før forestillingen starter. Vi ankommer gennem slotsgården på Kronborg, Hamlets slot, hvor vi bliver iført en mørk kutte og får en blomst til at lægge på Hamlets fars grav. Scenen er udendørs og består af et gravsted, som vi alle går hen og lægger vores blomster på, og en stor skærm.

Forestillingen er uden tale, og handlingen bliver formidlet af en enkelt skuespiller - den sørgende og forvirrede prins Hamlet, spillet af Jesper Groth. Han indgår i et digitalt univers, hvor skuespillerens virtuelle alter ego - Hamlet-marionetten - følger sin fars genfærd igennem Kronborg og præsenteres for fortid, nutid og fremtid i form af tegnede scenarier.

Det er et firmaet Rokoko Studios, der står bag den banebrydende teknologi, hvor skuespillerens bevægelser gengives af en animeret figur på en stor skærm ved hjælp af sensorer i skuespillerens kostume. Fantasi og virkelighed blandes sammen.

Shakespeare tager en ny drejning
Hamlet er kommet hjem til Danmark til sin fars begravelse. På Kronborg møder han sin fars genfærd, der fortæller, at han blev slået ihjel af sin egen bror, der hældte gift i hans øre. Han er nu selv blevet konge og har giftet sig med Hamlets mor. Den gamle konge beder Hamlet hævne sig, hvorefter han giver Hamlet et sværd, som han kan slå sin onkel ihjel med.

Og herfra tager stykket en drejning, som vi ikke kender det fra Shakespeare. Hamlet præsenteres for tre døre, der hver gemmer sin version af fremtiden, og hver af dem vil have store konsekvenser for Hamlet. De tre døre er med til at illustrere Hamlets vægelsind og forvirring. Hvilken dør skal han vælge? Kan han sætte egen lykke til side for at hævne sin far? Og vil han være i stand til at slå sin onkel ihjel?

At være eller ikke at være får en helt ny facet i denne forestilling, hvor det virtuelle rum og den virkelige verden flyder sammen, og på trods af små tekniske udfald blev vi suget ind i universet og havde følelsen af at være med i et computerspil.

En oplevelse for hele familien
Børn i byens anmelder havde Otto på ni og Oscar på fem med i teatret. De var begge to grebet af mediet og kunne godt holde koncentrationen i den halve time, stykket varede. Men det var tydeligt, at de ikke var med på handlingen. Når der ikke er en fortæller til at guide publikum igennem historien, er det svært at formidle Shakespeares skuespil til et publikum, der med stor sandsynlighed ikke kender Hamlet i forvejen.

Otto delte sin vurdering op i to – stykkets sejhedsfaktor fik 9,6 ud af 10, hvorimod forståelsesfaktoren kun kunne nå op på 3. Men på trods af forståelsesvanskeligheder, så er Hamlet Ghost Story en stor oplevelse for hele familien, hvad enten man er til Shakespeare, computerspil eller smukke omgivelser.

Børn i byen giver stykket fire ud af fem stjerner ★★★★
Spilleperiode: Fra den 2. juli til den 31. juli 
Spilletidspunkt: Alle dage kl. 13.00, undtagen fredag
Varighed: Ca. 30 min
Aldersgruppe: 6 år og op
Se mere her og her