Den 18. juni 2016 åbnede Den Blå Planet dørene for særudstillingen Planet Shark, der har rejst verden rundt: En udstilling der udfordrer vores syn på hajen, som dén ultimative dræbermaskine, vi er blevet præsenteret for i film som ”Jaws”.

Det har på grund af pladsmangel ikke været muligt at præsentere udstillingen i et samlet rum; i stedet er særudstillingen tematisk placeret fire forskellige steder i akvariet, men det gør ikke spor. Opsætningen fungerer og den komplementerer Den Blå Planet rigtig godt. Der er mulighed for at deltage i en skattejagt, hvor man skal på jagt efter svar i de forskellige udstillinger, så man til sidst har et kodeord, der kan bruges som lod i en konkurrence. Det er en underholdende måde at komme rundt i udstillingen på og kan varmt anbefales til børn fra 8 år.

LÆS OGSÅ: De 5 akvarier

Fire små tematiske udstillinger
Ved Oceanet, hvor Den Blå Planets ikondyr, hammerhajen, blandt andet bor, finder man 1:1 skalamodeller af hajer og tandsæt af forskellige hajtyper. Fortsætter man gennem vandtunnelen, får man historien om et af verdens mest dominerende dyr, der har regeret verdenshavene i mere end 450 mio. år. Her kan man blive klogere på evolutionen og den moderne haj.

Ved siden af cafeteriet vises menneskets interaktioner med hajer; et møde der startede for ca. 100 år siden, da vi begyndte at gå på stranden. Den menneskeædende haj er sat op over for det hajædende menneske, og her er mange sjove fakta. Bl.a. at der sidste år døde flere mennesker af at tage selfies, end af hajangreb. Til gengæld er 450 hajarter udryddelsestruet pga. menneskets jagt på hajfinner.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Meyers spisested på De Blå Planet

Biograf og teaterleg med hajen Hik
Fjerde og sidste del af udstillingen finder man på 1. sal: En biograf, afslappet indrettet med fatboys, som både børn og voksne kan ligge henslængt i. Her vises en film på 45 minutter, der ikke skal indgyde frygt – og heller ikke gør det. Jeg må indrømme, at jeg altid har været lidt hajforskrækket, men det gik over, og vi var alle underholdt af de flotte billeder, der udfyldte samtlige fire vægge fra gulv til loft. Filmen er opdelt i små film om forskellige hajtyper, og den fungerer også for børn. Vi stiftede bl.a. bekendtskab med en haj, der kan gå, en haj, der bliver kaldt for ”skraldespanden med fingre”, og vi så hvordan en zebrahaj med alderen bliver til en leopardhaj.

Senere på formiddagen overværede vi hajen Hik i en lille teaterleg, der i børnehøjde illustrerer hajens syv sanser, og vores to piger på hhv. 4 og 8 år var begge optaget af det.

Den Blå Planet er naturambassadør og ønsker at gøre os klogere på naturen. Og vi blev klogere, og vi havde en smuk, forbavsende, lærerig og yderst relevant rejse ind i hajernes misforståede verden.

Udstillingen kan opleves frem til og med den 4. september.
Den Blå Planet
Jakob Fortlings Vej 1, 2770 Kastrup
www.denblaaplanet.dk
HUSK! Børn i byen klubmedlemmer sparer 20% på årskort til Den Blå Planet.