Lysekroner i trætoppene, knitrende bål i natten, labyrintiske stier mellem meterhøje hække og et vaskeægte eventyrslot, der troner midt i voldgraven. Wauw. Heartland Festival på Egeskov Slot var helt forrygende. For både store og små gæster.

Heartland Festival 2016 i de eventyrlige omgivelser ved det mere end 400 år gamle slot på Sydfyn var den smukkeste havefest med et helt igennem magisk DNA. De fortryllende rammer og den nærværende stemning gav en følelse af afslapning og eksklusivitet på en og samme tid. Netop derfor muliggør Heartland at have børn med på festival. Der er ikke andre danske festivaler, der kan tilbyde den samme ro, renhed, plads og pæne mennesker. Her er både festligt og fredeligt.

Kvalitetsoplevelser for hele familien
Vi fik nogle fantastiske oplevelser sammen som familie på festivalen. Vi drak hvidvin i solnedgangen med udsigt til slottet, mens børnene lavede blomsterkranse. Vi fór vild sammen på de labyrintiske stier mellem hække og træer, efterfulgt af lækker mad og flere musikoplevelser.

Børnene var vilde med børneområdet, Hjerteland, som Børn i byen har været medskaber af. Området ramte plet hos de 2-12 årige med masser af aktiviteter og en loose hang-out atmosfære. Teaterpiloterne fra Det Kgl Teater var forrygende til at skabe en afslappet og legende stemning, som børnene elskede. Alene indgangen til området indbød til leg og fantasi: Børnene skulle med et reb svinge sig over en lille kløft for dernæst at passere en indbydende port med glitrende lametta-strimler i alverdens regnbuefarver. Inde på pladsen var der bl.a. konfekt-workshops, konkurrence i ulækre madder, mulighed for at lave sin egen Hjerteland tshirt eller at være medskaber på et lille slot i bedste byggelegeplads-stil. Min egen søn nød at chille i den afslappede hule under træerne, hvor der lå puder og tæpper med tegneserier og bøger. Universet i Hjerteland gik helt i spænd med resten af festivalen.

LÆS OGSÅ: De 5 grønne madoplevelser

Barnepige anbefales
Vi havde inviteret min mor med, så vi havde en barnepige til vores i alt fire sammenbragte børn. Det var en klog beslutning - mens hun passede børnene i aftentimerne, fik vi voksne nogle fantastiske koncertoplevelser for os selv. Sun Kill Moon imponerede i den sene eftermiddagssol og Flaming Lips kastede konfetti og stjerner i vores øjne fredag aften. Her behøvede vi ikke at tænke på børnene – og det var skønt. 

Hjerteland var et super frirum for børnene, og resten af festivalområdet kunne også sagtens indtages med børn, men det anbefales også at have bedsteforældre med, eller at tage af sted sammen med andre familier, så man kan skiftes til at passe børn. Med SÅ indbydende et program fuld af spændende talks, madoplevelser og wellnessområde der frister, er det nemlig ret fedt også at kunne dyrke lidt voksentid!

LÆS OGSÅ: Idyllisk dag i Skåne Djurpark

Toppoint fra børnefamilien
Det er et klart minus, at der var stort set ingen decideret børnevenlig mad og at køerne til maden var alt for lange på festivalen. Alligevel er Børn i byen alt i alt meget begejstrede og stadig høje over weekendens eventyr og vi er slet ikke i tvivl om, at der skal tildeles max. point til Heartland, der gav et magisk pust i hverdagen, samt er et forfriskende nyt festival-tiltag, der giver børn og voksne mulighed for en helt særlig fælles oplevelse.
Vi giver selvfølgelig fem ud af fem stjerner: