Skåne Dyrepark
En times kørsel nordøst fra Øresundsbroen, finder man Skånes Djurpark - en grøn oase med masser af plads til både dyr og mennesker.

Vores to piger på hhv. 7 og 8 år bliver ved ankomsten udstyret med kikkerter og ”opdagerpas”, som vi kan notere i, efterhånden som vi finder frem til dyrene. De pruttende grise bliver de eneste dyr på dagen, der scorer hattrick i bogen, da vi både kan se, lugte og høre dem.

Grønt og roligt
Selv om området er ti gange større end Tivoli (uden derudover at sammenligne de to steder), er parken meget overskuelig med fin skiltning og gode toiletforhold. Den oplagte vej rundt i parken er en bred sti, der på overkommelige 3 kilometer snor sig rundt i terrænet, og hvis man skruer tempoet ned, møder man dyrene efterhånden som de bliver fodret – sæler først, senere bjørne og afslutningsvis elge (der dog lige havde kælvet, da vi var der, så de fik lov at få mad i fred). Overalt emmer parken af ro, og der er grønt så langt øjet rækker. Dyrene bor i pagt med naturen, og der er gjort meget for, at børnene bliver interesseret i at lære om dyrene. Blandt andet er der på eventyrlig vis og på relevante steder opsat store opslag fra bogen ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved”. Det er i samme område, at Fåret Shaun Land (på dansk Frode Får) åbner den 18. juni, hvor besøgende får mulighed for at blive inviteret på traktor ind i filmuniverset og lege detektiver.

Det er muligt at leje trækvogne, men for skolebørn og større børnehavebørn kan strækningen sagtens klares på gåben. Stien har på et tidspunkt en lille stigning, men med en strategisk placeret naturlegeplads/forhindringsbane langs stien leger børnene sig igennem.

LÆS OGSÅ: Vandreferie på en weekend

Sprogbarriere
Den dag vi er på besøg, er Emma på arbejde, og hun gør indtryk. Med ustoppelig energi og ihærdighed leger hun lærdom om dyrene med børnene, og dagen igennem er hun omgivet af ivrige børn. Pga. sprogbarrieren går vores piger desværre ikke op i at lytte og lære, ud over hvad deres sanser fortæller dem, og selv om alle dyrenavnene også står på dansk, giver det den faldende stjerne til et dansk publikum, at man ikke får det hele med. Derudover må det anbefales at tage sin egen mad med: Der er meget gode muligheder for at engangsgrille rigtig mange idylliske steder rundt om i parken, og det vil være at foretrække over en smilende, men langsom betjening med grillbarmenuer.

Til trods for sprogbarrierer har både børn og voksne en skøn dag i dyreparken i Skåne, som jeg varmt kan anbefale, hvis man er på udkig efter et sted, hvor man i naturskønne områder kan møde dyr, der lever i norden. Det blev mit første møde med bl.a. vaskebjørne, grævlinge og elge. Pigerne elskede de mange unger, der netop havde sagt goddag til livet – især gedekiddene stjal deres hjerter og de store legesyge brune bjørne, som man kommer helt tæt på.

Fire ud af fem stjerner: 
Skånes Djurpark
Jularp 150, 243 92 Höör
www.skanesdjurpark.se