Det er maj måned, og vi har besluttet os for at kickstarte sommeren med et visit til Costa de la Luz i Punta Umbria - spaniernes hemmelige ferieparadis, i det sydvestlige hjørne af Andalusien. Men nogle gange kan man ikke bare beslutte sig til det, man lige har behov for. Det skal nemlig vise sig, at vi rammer netop den uge, hvor lyskysten er blevet til regnkysten.

[SPONSORERET INDHOLD]

 

Udfordret af ustabilt vejr
Vi føler os næsten personligt forfulgte, da regnen siler ned ved vores ankomst til feriemålet, og bedre bliver det ikke af at lytte til min mand, der nynner tonerne til Travis’ ”Why does it always rain on me..” mens han pakker ud med dybe suk og prust.
Under middagen, mens regnen trommer ned, beslutter vi os dog for, at en smule regn ikke skal knække os. Vi er danskere! Vi er født i regn! Vi er vikinger! Intet mindre! Vi kan godt få en fantastisk ferie ud af det her alligevel.

Dagen efter lejer vi en bil på vores hotel Barcelo Punta Umbria Beach Resort, som vi booker gennem Apollo, der hurtigt finder en bil og leverer den til døren. Vi beslutter os for at besøge Sevilla, Spaniens fjerde største by, der huser en række fantastiske seværdigheder bl.a. katedralen Santa María de la Sede, der faktisk er verdens tredje største kirke og minder os om at Sevilla i sin tid var centrum for handlen tilbage i 1492, hvor Columbus sejlede ud fra havnen med kurs mod den nye verden.

Vi ender med at have fint byvejr og kan slentre rundt i den gamle bydel, der byder på et hav af små pittoreske tapasbarer, hvor vores smagsløg slår koldbøtter af begejstring. Selv ungerne på 8 og 10 er ved at falde bagover, da vi får serveret spanske mini-hamburgers serveret med de lækreste karamelliserede løg.

Som ugen skrider frem får vi jævnligt besøg af solen og får også nydt hotellets poolområde og fantastiske beliggenhed tæt på havet, hvor vi både går skønne ture og løber i vandkanten. Brændingen er brusende og frisk, og får Vesterhavet til at ligne en sølle udgave af Peblingesøen til sammenligning.

Og selv om vejret aldrig bliver helt stabilt, så oplever vi, at vi rent faktisk får set meget mere af nærområdet, end vi ellers ville have gjort på en traditionel solferie, hvor dagene har det med at ligne hinanden og nogle gange bare glider hen i strand og liggestole.

Shopping og tapas i Huelva
Kun 20 minutters kørsel fra hotellet ligger Huelva, som er en typisk spansk by og meget lidt turistet. Og så er Spanien jo berømt for sine lædervarer i bl.a. sko og tasker - og er man kvinde og valget står mellem sol eller shopping – ja, så kan en smule skyer godt opleves næsten romantisk og helt på sin plads…

Vi udforsker byen og benytter bla. Tripadvisor til at finde byens bedste tapasbarer og forelsker os i det mest ydmyge lille spanske sted Pappi’s, der er proppet med lokale og ikke en eneste turist ud over os. Spanierne er venlige og smilende og tydeligvis stolte over, at vi har fundet frem til deres lille sted, og vi får det bedste treat, vi nogensinde har prøvet på en restaurant.

Hotellet er desuden super velfungerende for børnefamilier. Det er stort og med mange faciliteter – udover et lækkert fitnesscenter, er der en imponerende wellness afdeling, hvor børn er velkomne. Vi prøver både dampbad, sauna og spa samt en stor lækker indendørs swimmingpool, og der er mulighed for massage til hele familien.

Ungerne er vilde med ferien og synes aldrig de har oplevet så meget på én gang før. Vi voksne snakker om, at selv om solen skulle bage ned næste gang, så må vi ikke snyde os selv for alle de skønne ting, de fremmede kulturer byder på, når man endelig er langt væk fra det hjemlige.

Kunst og kulturoplevelser har det nemlig nogle gange med at smelte og sygne hen i solen. Og det er faktisk synd, for det er jo kulturoplevelserne og de fremmede indtryk man husker, når ferien er forbi.

Børn i byen var inviteret til Punta Umbria af Apollo.

Fakta:
Barcelo Punta Umbria Beach Resort, ligger i den sydvestlige del af Andalusien.
Fly til Faro i Portugal
Læs mere om Punta Umbria

 

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.