Foråret er over os, og det er nu, det rigtigt begynder at krible og krable overalt. Se selv efter hvad der gemmer sig under blade, bark og grene, i sprækkerne mellem fliserne, i jorden under os og i luften, hvor I sikkert kan høre en summen af liv.

Naturvejlederforeningen har i samarbejde med DR Ramasjang og med støtte fra Nordea-fonden igen gjort maj måned til en landsdækkende Krible Krable-måned, og vi bringer derfor her fem  gode tips til at tage på smådyrsjagt med hele familien og undersøge de mange forskellige dyr, der kribler og krabler lige nu. Alle kan være med!

1. Lav et Krible Krable-glas
Når I skal undersøge jeres smådyrsfangst, er det en god idé at have et mini-terrarie til den. Det kan I hurtigt selv lave ved at rengøre et syltetøjsglas og prikke lufthuller i låget. Husk at lukke dyrene ud igen, når I har undersøgt dem.

2. Ryst træernes grene for smådyr
Der lever mange forskellige smådyr i træerne. Her er en let metode til at fange og iagttage nogle af de spændende dyr på:
Læg et lagen på jorden under et træ. Ryst derefter grenen fra træet kraftigt - uden at beskadige træet. Dyrene, der sidder på grenene, falder nu ned på jeres lagen, så I skal være hurtige til at samle dem og putte dem i jeres medbragte glas med lufthuller. Hvad har I mon fanget? Husk at slippe dyrene fri igen, når I har kigget på dem.

3. Lav frugtfælder
Lokkefælder, der er lavet af frugt og grønt, er en god måde at fange smådyr på. Her er både fugtigt, mørkt og masser af mad. Kort sagt, den perfekte bolig for mange smådyr!
Skær en kartoffel/et æble/en melon over på midten og hul den ud med en ske. Skær så nogle små indgange med en kniv, og sæt fælden sammen igen med tandstikker eller træspyd. Grav fælden lidt ned, så de små indgange er lige ved jordoverfladen. Tøm den næste dag og de efterfølgende dage. Hvilke dyr bliver mon lokket ind i fælden?

LÆS OGSÅ: Spis din by: Tips til at høste spiseligt vildt

4. Lav en faldfælde
Med en faldfælde kan I fange de smådyr, som løber hen over jorden, som f.eks. biller og edderkopper. Grav et syltetøjsglas/plastkrus ned i jorden, så den øverste kant flugter med jordoverfladen. Lav et lille tag ved at lægge en plade op på fire sten. Derved kan I undgå, at dyrene drukner, hvis det skulle begynde at regne. Put evt. et lille stykke frugt i fælden for at lokke smådyrene til. Lad fælden stå ude til næste dag og se, hvad I har fanget. Lad gerne faldfælden stå i længere tid, men husk at tilse fælden hver dag, så de fangede smådyr ikke dør.

5. Fang flyvende insekter
Med et sommerfuglenet kan I fange flyvende insekter i luften. Med et slagnet kan I fange dem, der sidder på græsset eller bladene. Det kan være sommerfugle, fluer, myg, græshopper, edderkopper m.fl. Før nettet gennem græsset (slå fx ottetaller med nettet gennem græsset ca. ti gange) og vend det derefter på vrangen ned i et terrarie eller Krible Krable-glas. Pas på, at dyrene ikke når at flyve ud af nettet, før I når at undersøge fangsten!

Kilde: Majken Fosgerau Salomonsen, Naturvejleder og Projektleder for Krible Krable ved Naturvejlederforeningen.
Fotos: Martin Rivero.